Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk arabisk og fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Hun har dog været aktiv i en studentergruppe på universitetet, hvor fokus var på kvinders rolle i samfundet. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den [foråret] 2015, og at hun den [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun har været udsat for chikane, idet hendes far er sunni-muslim og hendes mor er alawit, og fordi hun ikke vil gå med hijab. Hun frygter endvidere overgreb fra sin fars familie. Klageren har forklaret, at hun i Syrien var en selvstændig kvinde. Da krigen brød ud, blev situationen tiltagende vanskelig, og forholdene blev og er uudholdelige for en frisindet person som klageren. Hun er truet af islamisterne på grund af deres kvindesyn. Hun er i risiko for at blive anset for at modsætte sig sharia og islam. Hun har endvidere forklaret, at hendes fars familie gennem mange år har været utilfreds med klagerens vestlige og ikke-islamiske levevis, og at det har ført til mange gnidninger i familien. Hun er desuden ved to episoder blevet truet af ukendte personer, der ville formå hende til at forlade det område, hvor hun var bosat. Heller ikke efter klagerens forklaring i Flygtningenævnet, der på flere punkter er divergerende og uddybende, er der grundlag for at antage, at klageren på grund af sine ovenfor angivne konflikter af religiøst motiveret karakter i Syrien er i risiko for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Det tiltrædes imidlertid, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for at blive udsat for dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig behandling eller straf. Flygtningenævnet har herved i lighed med Udlændingestyrelsen lagt vægt på, at personer, som kommer fra områder i Syrien, hvor der foregår væbnede kampe, hvor der sker angreb mod civile, eller hvor der for nyligt har fundet sådanne handlinger sted, ved en tilbagevenden til hjemlandet aktuelt må anses for at være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Der er imidlertid ikke efter oplysningerne i sagen om hendes angivelige konflikter af religiøst motiveret karakter grundlag for at fastslå, at risikoen er begrundet i individuelle omstændigheder omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. På den anførte baggrund tiltrædes det derfor, at klageren er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, da risikoen har baggrund i en særlig alvorlig situation i klagers hjemland som følge af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på civile i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelser for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse.” syri/2016/73/SLH
