Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni- muslim fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive genindkaldt til det syriske militær samt de generelle forhold som følge af krigen. Flygtningenævnet kan tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om Libanon kan tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgeren har boet i Libanon det meste af sit liv, hvor han har gået i skole og haft arbejde. Han blev gift med en libanesisk kvinde i 2003, og hans libanesiske ægtefælle og deres fælles barn opholder sig i Libanon. Det fremgår af notat af 27. maj 2015 fra Udenrigsministeriet, at en ikke-libanesisk mand, som er gift med en libanesisk kvinde, kan få opholdstilladelse i et eller tre år, som kan fornyes. Fornyelsen er betinget af, at den ikke-libanesiske mand er i stand til at forevise en gyldigt udstedt vielsesattest, dokumentere at ægteskabet har varet i et år og bekræfte samlivet. Ansøgeren har efter det oplyste allerede fået en sådan opholdstilladelse for tre år med udløb [i slutningen af 2015]. Nævnet lægger ligesom Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren vil kunne få denne opholdstilladelse fornyet ved en tilbagevenden til Libanon uden at tage kontakt til de syriske myndigheder. Det fremgår således af Udenrigsministeriets brev af 6. oktober 2015, at man kan søge om fornyelse af opholdstilladelsen efter udløb mod betaling af et gebyr. Det fremgår endvidere, at det er muligt for syriske statsborgere, som har opnået en opholdstilladelse i Libanon, at få fornyet opholdstilladelsen, hvis de ikke er i stand til at kontakte de syriske myndigheder for at få fornyet deres syriske pas. Ansøgeren har ikke haft konflikter med de libanesiske myndigheder eller personlige konflikter i Libanon. De konflikter med religiøse grupper, som ansøger oplyser at have været udsat for som syrer og sunni-muslim i et shia-område i Libanon, har desuden været af generel karakter. På den baggrund sammenholdt med sagens øvrige oplysninger finder Flygtningenævnet, at ansøgeren har en nær tilknytning til Libanon, hvor han må antages at kunne opnå beskyttelse. Libanon kan derfor tjene som ansøgerens 1. asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, og ansøgeren opfylder herefter ikke betingelserne for at få asyl i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2016/68/STR