Nævnet stadfæstede i august 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim fra [byen A], der er beliggende i nærheden af [byen B] i Aleppo-området i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] 2015, og at Udlændingestyrelsen [i starten af] 2016 meddelte hende opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har ved sin advokat [i foråret] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har herved dels henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter PKK, fordi hun har sagt nej til at lade sig hverve til militærtræning af bevægelsen. Hun har endvidere henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har til sagen oplyst, at hendes ægtefælle forsvandt i 2013 af politiske årsager. Kort tid efter, at ægtefællen var forsvundet, ringede han til klageren og fortalte, at han var udrejst til Libanon. Efterfølgende har klageren ikke hørt mere til ham. Klageren blev boende i [byen A] indtil [sommeren] 2014, hvor hun udrejste, efter at medlemmer af PKK havde opsøgt hende fire-fem gange med henblik på at hverve hende til militærtræning og senere deltagelse i krigen. Klageren sagde nej, da hun ikke ønsker at deltage i krig. Da PKK-medlemmerne blev mere og mere vedholdende, besluttede klageren sig for at udrejse. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klageren til oplysnings- og motivsamtalen [i starten af] 2015 har forklaret, at PKK begyndte at hverve kvinder og mænd og give dem militærtræning. De gik især efter unge mænd og kvinder, som levede som ugifte og ikke havde familie. De kom til hendes bopæl, hvor hun boede alene med sine børn, 4 – 5 gange for at hverve hende. Hun blev senest opsøgt af PKK et par uger inden sin udrejse. Man kunne godt sige nej til at være støtte, men PKK ville komme igen og spørge. PKK blev hverken voldelig eller truende i forbindelse med hvervningen af klager, men de var meget vedholdende og kom flere gange. De prøvede at overtale folk, men uden at lægge pres på borgerne. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at hun blev opsøgt fire til fem gange af YPG. De første to gange var det almindelige henvendelser om hjælp med tøj og penge, men de sidste to gange gjorde de det klart, at det var en pligt for hende at tilslutte sig YPG og støtte organisationen. De sagde ikke, hvad det indebar, men hun gik ud fra, at det havde med våben og militær at gøre. De accepterede imidlertid, at hun fik nogle dage til at arrangere, at hendes børn kunne blive passet af en svigerinde. Der er tale om oplysninger af central betydning for asylmotivet. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren på overbevisende måde har været i stand til at redegøre for den ændrede forklaring, og Flygtningenævnet kan således ikke lægge forklaringen til grund. Hertil kommer, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udlændingestyrelsens rapport fra september 2015: Syria, Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG, fremgår, at de fleste kilder er enige om, at hvervning til YPG som udgangspunkt sker på frivillig basis. Det fremgår videre af artikel 3 i lov om obligatorisk selvforsvarstjeneste i det kurdiske område i Syrien, at bestemmelserne gælder for mænd mellem 18 og 30 år, mens kvinder kan melde sig frivilligt. Sammenfattende finder nævnet ikke, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien vil være i reel og konkret risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/65/LAJ
