Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra […] Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at de syriske myndigheder vil genindkalde ham til tjeneste i det syriske militær. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Islamisk Stat, idet de befinder sig i det område af Syrien, hvor han stammer fra. Ligeledes har ansøgeren henvist til de socioøkonomiske forhold i Syrien efter krigens start. Ansøgeren har til støtte herfor anført, at han ikke ønsker at aftjene militærtjeneste i Syrien, da han ikke ønsker at deltage i krigen, herunder slå andre mennesker ihjel, samt at det ikke længere er muligt at leve i Syrien, da der intet arbejde er at få. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens§ 7, stk. 1. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Libanon kan tjene som første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Ansøgerens mor er libanesisk statsborger, men ansøgeren mener ikke, at han og hans hustru og børn på dette grundlag vil kunne få en opholdstilladelse i Libanon. På grund af den store tilstrømning af syriske flygtninge, har den libanesiske befolkning vendt sig mod syrerne. På nuværende tidspunkt er forholdene meget vanskelige for de syrere, der opholder sig i Libanon. Ansøgeren har selv været udsat for chikane på gaden, idet ukendte personer har råbt ”syrer” efter ham på en nedladende måde. Ansøgeren har ikke haft konflikter med de libanesiske myndigheder eller i øvrigt haft konflikter med privatpersoner eller andre grupper. Ansøgeren har henvist til, at syrere i Libanon risikerer at blive overfaldet af den libanesiske befolkning. Ansøgeren frygter derfor private personer, Hizbollah og de libanesiske myndigheder. Ansøgeren frygter endvidere, at han vil blive sendt tilbage til Syrien, idet Hizbollah, der har magten i Libanon, støtter Assad. Ansøgeren har fra 1997 til 1999 og igen fra 2001 til 2011 arbejdet i Libanon. Dette har været tilrettelagt således, at ansøgeren i perioder på tre-fire måneder har arbejdet i Libanon, hvorefter ansøgeren har tilbragt nogle måneder hos familien i Syrien. Ansøgeren har i 2014 arbejdet i Libanon i tre måneder. Ansøgeren er af den opfattelse, at han på nuværende tidspunkt ikke vil kunne skaffe sig beskæftigelse i Libanon. Såfremt han måtte opnå en opholdstilladelse, vil dette ikke indebære, at han har tilladelse til at tage arbejde i Libanon. Ansøgerens tre brødre er flygtet fra krigen og opholder sig i Libanon. Ansøgeren har boet sammen med disse brødre i Syrien. Den ene bror har været i Libanon siden 2014, men ansøgeren er ikke klar over, hvor længe de to andre brødre har opholdt sig i Libanon. Ansøgeren er ikke bekendt med, på hvilket grundlag brødrene opholder sig i Libanon. Flygtningenævnet finder, under henvisning til, at ansøgeren har haft stort set hele sit arbejdsliv i Libanon, og til, at tre af ansøgerens brødre, med hvem ansøgeren tidligere har delt husstand, er bosat i Beirut, at ansøgeren har en nær tilknytning til Libanon. Ansøgerens moder er statsborger i Libanon, og efter indholdet af de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder Udenrigsministeriets notater af 27. maj 2015, 6. oktober 2015 og 7. januar 2016, finder Flygtningenævnet, at det må antages, at ansøgeren, der er i besiddelse af et syrisk ID-kort og en familiebog, kan indrejse og få opholdstilladelse i Libanon. Flygtningenævnet finder videre, at det må antages, at opholdstilladelsen vil kunne fornyes i Libanon, og at ansøgerens hustru og børn vil kunne få tilsvarende opholdstilladelser i Libanon. Flygtningenævnet lægger efter indholdet af baggrundsoplysningerne til grund, at ansøgeren ikke vil risikerer refoulement. Flygtningenævnets flertal finder endvidere, at ansøgeren, der har haft stort set hele sit arbejdsliv i Libanon, i Libanon vil opnå den fornødne beskyttelse af sin sikkerhed og integritet. I beskyttelseskravet indgår et vist socialt og økonomisk element, idet ansøgeren skal nyde visse helt basale rettigheder. Der henvises herved til de civile og socioøkonomiske rettigheder, der fremgår af Flygtningekonventionens kapitel II til V samt til EXCOM Conclusion No. 58 - 1989, hvorefter det blandt andet kræves, at vedkommende i det pågældende land vil blive ”treated in accordance with recognized basic human standards”. Dette må eksempelvis indebære, at asyllandet i praksis skal respektere de krav, der fremgår af flygtningekonventionens artikel 3 om ikke-diskrimination, artikel 4 om religionsfrihed, artikel 17 om adgang til lønnet beskæftigelse i samme omfang som de gunstigst stillede udlændinge, artikel 22, stk. 1, om adgang til grundskoleundervisning efter samme standard som asyllandets egne statsborgere, artikel 23 om samme behandling som asyllandets statsborgere med hensyn til offentlig understøttelse samt artikel 28 om udstedelse af rejsedokumenter. Flygtningenævnets flertal finder på dette grundlag, at ansøgere har en så nær tilknytning til Libanon, at han kan henvises til at tage ophold i Libanon, hvor ansøgerens sikkerhed og integritet vil blive tilgodeset. På denne baggrund finder Flygtningenævnets flertal, at Libanon kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/59/LRN
