Nævnet stadfæstede i juli 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [vinteren] 2014, og at han [sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [foråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han er i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder, og at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i individuel og konkret risiko for forfølgelse, idet klageren ikke har efterkommet de betingelser, som militærsikkerhedsgruppen fremsatte. Klageren har herom oplyst, at han og hans familie i begyndelsen af borgerkrigen i Syrien boede i et område, der primært var beboet af alawitter og hvor republikgarden holdt til. Klagerens ægtefælle er etnisk alawit. Klageren fik stigende problemer med alawitterne efter borgerkrigens begyndelse. Klageren måtte derfor flytte med sin familie til [by], der var kontrolleret af oprørene. Da klageren boede i [byen] blev han anholdt og tilbageholdt af militærsikkerhedsenheden. Under tilbageholdelsen blev klageren afhørt af mange forskellige mennesker, der spurgte til sin religion, politiske tilhørsforhold med videre. Klageren blev udspurgt om [byen]. Militærsikkerhedstjenesten ønskede oplysninger om oprørsgrupper, om magtforholdene i [byen], og om hvem der havde våben, og hvem der var smuglere. Mod levering af sådanne oplysninger om beboere i [byen] ville klageren blive løsladt uden, at de krævede andet af ham. Klageren blev løsladt, fordi han gik med til at hjælpe militærsikkerhedstjenesten med at skaffe oplysninger. Under tilbageholdelsen blev klageren slået, og han kunne høre andre blive slået. Efter løsladelsen forlod klageren ikke sin bolig i [byen]. Han tog ikke kontakt til myndighederne, som han havde lovet og blev heller ikke opsøgt af myndighederne, der ikke havde adgang til [byen]. Klagerens ægtefælle, der er sygeplejerske og arbejdede på et offentligt hospital, blev derimod opsøgt af myndighederne på sin arbejdsplads efter klagerens løsladelse. Myndighederne spurgte efter klageren, som gennem ægtefællen blev opfordret til at melde sig til politienheden i militæret. Ægtefællen stoppede herefter med at arbejde og smed sit simkort væk. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren i asylsamtalen [sommeren] 2015 forklarede, at tilbageholdelsen af ham primo 2013 efter hans formodning reelt set var arrangeret af/planlagt af slægtninge til hans ægtefælle, som ønskede en skilsmisse mellem ægteparret, at han ikke har været udsat for yderligere henvendelser eller tilbageholdelser, og at tilbageholdelsen primo 2013 var et enkeltstående tilfælde. Nævnet har videre lagt vægt på, at klager i asylsamtalen videre forklarede, at han efter tilbageholdelsen blev løsladt uden betingelser og fik fortalt, at tilbageholdelsen var sket uberettiget på grund af en navneforveksling, at hans ægtefælle på intet tidspunkt blev oplyst om årsagen til, at sikkerhedstjenesten senere henvendte sig til hende og sagde, at klager skulle henvende sig til dem, og at det alene beror på klagerens formodning, at henvendelsen skyldtes, at man ønskede at hverve ham som reservesoldat. Nævnet bemærker herved, at klageren tillige forklarede, at han ikke besidder særlige kompetencer eller lignende, der kunne gøre ham særlig interessant som reservesoldat, og at han først forlod Syrien 11 måneder efter den sidste henvendelse fra sikkerhedstjenesten, og selvom han på intet tidspunkt var blevet konkret og individuelt opsøgt af sikkerhedstjenesten eller en af oprørsgrupperne i landet. Klagerens oplysninger om, at han blev løsladt efter tilbageholdelsen på den betingelse, at han gik med til at hjælpe militærsikkerhedstjenesten med at skaffe oplysninger om oprørsgrupper og om lokalbefolkningen i [byen] og nu frygter konkret forfølgelse fra de syriske myndigheder, fordi han ikke har efterkommet betingelsen og leveret sådanne oplysninger, er først fremkommet ca. ½ år efter, at klageren fik opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, og divergerer markant fra den tidligere forklaring og forekommer derfor utroværdig og konstrueret til lejligheden. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2016/58/THJ
