Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2007.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er født i [A], Yemen, og flyttede kort efter fødslen med sin familie til [en flygtningelejr] i Libanon. Ansøgeren er sunnimuslim af trosretning. Ansøgerens far er syrisk statsborger, og hans mor er statsløs palæstinenser fra Libanon. Ansøgeren flyttede som 18-årig til Aleppo, Syrien, for at aftjene værnepligt. Ansøgeren var i Damaskus for at modtage træning i et år og to måneder. Herefter blev han udstationeret i Qamishli i fire til seks måneder, hvorefter han afsluttede sin militærtjeneste. Derefter tog ansøgeren tilbage til [flygtningelejren] i Libanon, hvor han lod sig hverve af [en militant gruppering]. Han var tilknyttet bevægelsen allerede inden sin udrejse til Syrien. Han var tilknyttet bevægelsen i omkring et år, inden han udrejste til Europa. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Libanon frygter [den militante gruppering], idet han uretmæssigt blev beskyldt for at have bestjålet et våbenlager, hvor han holdt vagt, og at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer genindkaldelse til aftjening af militærtjeneste. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens under nævnsmødet tilkendegivne vurdering til grund, at ansøgeren, der er syrisk statsborger, ved en tilbagevenden til Syrien risikerer genindkaldelse til aftjening af militærtjeneste og derfor isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren ved [en byret i Danmark]s dom [fra foråret] 2009 er udvist af Danmark med indrejseforbud i fem år, og at han ved [en anden dansk byret]s dom [fra vinteren] 2015 er udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Det bemærkes endvidere, at ansøgeren ved [en byret i Sverige]s dom [fra vinteren] 2014 er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter udlændingeloven, såfremt pådømmelsen var sket her i landet. Ansøgeren er i perioden fra [foråret] 2009 til [foråret] 2015 i Danmark idømt fængsel i henholdsvis 60 dage, 40 dage, fire måneder og 40 dage for blandt andet berigelseskriminalitet, våbenlovsovertrædelse, hærværk samt vold, herunder grov vold og trusler. Han er endvidere ved [en byret i Sverige] idømt et års fængsel for medvirken til narkotikasmugling. Det er om ansøgerens familiemæssige tilknytning til Danmark oplyst, at han her i landet alene har en moster, som han ikke ønsker at have kontakt med. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering – herunder af grovheden af de af ansøgeren begåede forbrydelser over en periode på omkring seks år overfor tilknytningen til Danmark – ikke, at der foreligger særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, som taler for, at han skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, jf. udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1 og stk. 3, 1. pkt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/57/MKT