Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klagerens mor, opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren var som mindreårigt barn omfattet af tilladelsen. [I foråret] 2015 modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse om, at klageren forud for indrejsen i Danmark havde fået opholdstilladelse i [et andet europæisk land], og at klagerens far besøgte klageren og klagerens mor og søstre i Danmark. Klageren bekræftede under samtalen i [efteråret] 2015 med Udlændingestyrelsen, at hun har opholdstilladelse i [et andet europæisk land], da klageren og klagerens mor og søstre i [foråret] 2014 blev familiesammenført med klagerens far. Klageren oplyste endvidere, at hun var klar over, at klagerens mor bevidst havde valgt at fortælle de danske myndigheder, at de ikke havde haft forudgående ophold i andre lande. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse i [vinteren] 2015. I afgørelsen henviste Udlændingestyrelsen til, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen henviste samtidig til, at de hensyn, som er omtalt i udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering til grund, at klagerens opholdstilladelse i [sommeren] 2014 er opnået på et urigtigt grundlag og ved svig udvist af klagerens mor, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Der henvises til, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen i [efteråret] 2015 har erkendt, at hun vidste, at hendes mor bevidst valgte at fortælle de danske myndigheder, at moderen, klageren og klagerens tre mindreårige søskende ikke havde haft forudgående ophold i andre lande, selvom klageren godt vidste, at det var usandt, og at de havde opholdstilladelse i [et andet europæisk land]. Hun har videre forklaret, at hun hele tiden tænkte, at det en dag ville blive opdaget, og at hun så ville være bange for at blive sendt til [et andet europæisk land]. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at fortielsen har haft betydning for meddelelsen af opholdstilladelsen i Danmark, idet det i øvrigt kan lægges til grund, at opholdstilladelsen, der er meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke ville være blevet givet, såfremt de danske myndigheder havde været bekendt med den gyldige opholdstilladelse i [et andet europæisk land]. Flygtningenævnet anser det i den forbindelse for at være uden betydning, at klagerens mor under behandlingen af sin sag om baggrunden for fortielsen har henvist til, at opholdstilladelsen i [et andet europæisk land] var baseret på en ansøgning om familiesammenføring, og at moderen ikke antog, at opholdstilladelsen fortsat var gyldig, efter at hun havde forladt sin mand i [et andet europæisk land]. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er således opfyldt i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 1, og det må i henhold til udlændingelovens § 19, stk. 6 herefter vurderes, hvorvidt de i lovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn er til hinder for en inddragelse. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens personlige forhold og tilknytning til Danmark har en sådan karakter, at forholdene sammenholdt med det urigtige grundlag for opholdstilladelsen i Danmark kan føre til, at en inddragelse vil være særlig belastende og derfor ikke bør ske. På baggrund af den gældende opholdstilladelse i [et andet europæisk land] for klageren og med henvisning til, at der ikke kan anses at være forhold som nævnt i udlændingelovens § 31, der kan føre til, at klageren ikke kan udsendes til [et andet europæisk land], finder Flygtningenævnet herefter ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/51/NFF
