Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien samt tre børn. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Klagerens på det tidspunkt fire mindreårige børn var omfattet af tilladelsen. [I foråret] 2015 modtog Udlændingestyrelsen en henvendelse om, at klageren forud for indrejsen i Danmark havde fået opholdstilladelse i [et andet europæisk land], og at klagerens ægtefælle besøgte klageren i Danmark. Klageren bekræftede under samtalen [i sommeren] 2015 med Udlændingestyrelsen, at hun og de fire børn i [foråret] 2014 blev familiesammenført med klagerens ægtefælle i [et andet europæisk land]. Det oplystes endvidere under sagen, at klagerens ægtefælle [ultimo] 2014 søgte om familiesammenføring med klageren i Danmark. Udlændingestyrelsen inddrog på den baggrund klagerens opholdstilladelse [ultimo] 2015. I afgørelsen henviste Udlændingestyrelsen til, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Udlændingestyrelsen henviste samtidig til, at de hensyn, som er omtalt i udlændingelovens § 26, stk. 1, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet lægger efter en samlet vurdering til grund, at klagerens opholdstilladelse [fra sommeren] 2014 er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Der henvises til, at klageren under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2015 har erkendt, at hun har fortiet oplysningerne om, at hun sammen med sine børn har fået en opholdstilladelse i [et andet europæisk land] med gyldighed fra [primo] 2014 til [ultimo] 2016. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at fortielsen har haft betydning for klagerens og hendes børns opholdstilladelse i Danmark, idet det i øvrigt kan lægges til grund, at opholdstilladelsen, der er meddelt efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ikke ville være blevet givet, såfremt de danske myndigheder havde været bekendt med den gyldige opholdstilladelse i [et andet europæisk land]. Flygtningenævnet anser det i den forbindelse for at være uden betydning, at klageren om baggrunden for fortielsen har henvist til, at opholdstilladelsen i [et andet europæisk land] var baseret på en ansøgning om familiesammenføring, og at hun ikke antog, at opholdstilladelsen fortsat var gyldig, efter at hun havde forladt sin mand i [et andet europæisk land]. Betingelserne for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er således opfyldt i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1, og det må i henhold til udlændingelovens § 19, stk. 6 herefter vurderes, hvorvidt de i lovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn er til hinder for en inddragelse. Flygtningenævnet finder ikke, at klagerens og hendes mindreårige børns personlige forhold og tilknytning til Danmark har en sådan karakter, at forholdene sammenholdt med den udviste svig kan føre til, at inddragelse vil være særlig belastende og derfor ikke bør ske. På baggrund af den gældende opholdstilladelse i [et andet europæisk land] for klageren og hendes mindreårige børn og med henvisning til, at der ikke kan anses at være forhold som nævnt i udlændingelovens § 31, der kan føre til, at klageren ikke kan udsendes til [et andet europæisk land], finder Flygtningenævnet herefter ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/50/NFF
