syri201648

Nævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Al-Hasakah, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [omkring en måned senere] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2016 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han har nægtet at overdrage sine sønner til PKK, hvorefter de har truet ham på livet. Klageren har endvidere ytret sig negativt om PKK på hvilket grundlag de også efterstræber klageren. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at klageren, der ikke selv er forsøgt hvervet af PKK og som offentligt har ytret sig negativt om PKK siden partiets dannelse i 1986, aldrig har oplevet konflikter med PKK som følge heraf. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at PKK flere gange har opsøgt klageren og dennes familie for at hverve klagerens tvillingebørn, uden at det har haft nogen konsekvenser for klageren eller dennes familie. Det beror udelukkende på klagerens egen formodning, at PKK efterstræber ham, og at han vil være i risiko for at blive henrettet af PKK. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/48/LAP