syri201639

Nævnet stadfæstede i april 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Klageren er etnisk araber og muslim fra Hama, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark den […] 2014, og at han den […] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har den […] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i [efteråret] 2014 blev kontaktet af fire uniformerede personer, som bad ham melde sig til en lokal militærkomite. Klageren afviste med henvisning til sit dårlige helbred. Han fik herefter en frist på en uge til at melde sig. Nogle dage senere blev klageren kontaktet af en person fra oppositionen, som bad klageren om hjælp til at filme militæret. Klageren nægtede at medvirke hertil. En til to dage senere blev klageren på ny opsøgt af en person fra oppositionen, som sagde, at oppositionen ville filme fra klagerens hus, hvis ikke han ville hjælpe dem. Klageren nægtede fortsat at samarbejde. Herefter flyttede klageren til en anden bopæl, hvorefter han begyndte sin udrejse af Syrien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Det må tillægges vægt, at klageren i sit asylskema ikke har oplyst noget om henvendelser fra Gaish al-Shaebi eller oppositionen, selvom det må antages at være et centralt element i det påberåbte asylmotiv. Hertil kommer at klageren har forklaret forholdsvis udførligt om de generelt vanskelige forhold i hjembyen. Endelig har klageren forklaret divergerende om årsagen til, at han ikke oplyste om henvendelserne i asylskemaet. Dernæst har klageren forklaret upræcist om henvendelserne fra Gaish al-Shaebi og oppositionen. Ligesom han først til asylsamtalen den 17. august 2015 oplyser om henvendelser på bopælen efter udrejsen. På denne baggrund har klageren, der i øvrigt fremstår helt uprofileret, ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller modstandere af regimet, at han vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/39/MVLN