syri201634

Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Klageren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter Den Frie Syriske hær samt nogle ukendte mænd. Klageren har til støtte herfor oplyst, at den Frie Syriske Hær har opsøgt hans fader og senere taget ham med, idet de ville have, at han skulle kæmpe for dem. Det lykkedes klagerens fader at flygte fra den Frie Syriske Hær efter en måned. Klageren har endvidere oplyst, at han en dag tog bussen mod [A]. Ved et tjekpoint kom nogle mænd ind og bad om ID-kort, men klageren havde ikke et ID-kort. Klageren ved ikke, hvem mændene var, men de havde langt skæg, var skaldede og bar sort tøj. Mændene tog klageren ud af bussen og førte ham til deres kontor. Klageren ved ikke, hvor kontoret var. Klageren fik her at vide, at han skulle arbejde for dem ved at grave huller i vejen til sprængstoffer. Efter fire dage lykkedes det klageren at flygte fra stedet og flygte videre til Tyrkiet. Et flertal finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flertallet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flertallet har herved navnlig lagt vægt på, at klageren har oplyst, at han ikke har haft andre konflikter i Syrien end den episode, hvor han blev sat i arbejde med at grave huller i vejen til sprængstoffer. Flertallet har herved lagt vægt på, at klageren ikke ved, hvem mændene var, ligesom de ikke kendte hans identitet. Flertallet har lagt vægt på, at episoden må anses som en generel konsekvens af krigstilstanden i Syrien. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2016/34