Nævnet meddelte i marts 2016 opholdstilladelse (K-status) til en kvindelig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim af trosretning fra Damaskus, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at hun og hendes moder vil blive dræbt af en mand ved navn [A] eller hans samarbejdspartnere, fordi ansøgeren er flygtet fra [A], som hun har været i et forhold med. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2012 indledte et forhold med [A]. Omkring [foråret] 2013 fortalte [A] ansøgeren, at han var blevet medlem af Shabiha-militsen. Ansøgeren forsøgte herefter tre gange at afslutte forholdet med [A], hvorefter Ahmad begyndte at true ansøgeren og hendes moder på livet. Af frygt for [A] opretholdt ansøgeren forholdet til ham. En dag i sommeren 2013 blev ansøgeren udsat for overgreb af nogle vagter ved en kontrolpost i Damaskus. [A] ringede til ansøgeren umiddelbart efter og tilkendegav, at han stod bag overgrebet som konsekvens af, at ansøgeren havde sagt, at hun ville forlade ham. Ansøgeren besluttede sig i den forbindelse for at udrejse af Syrien. Imens ansøgeren planlagde udrejsen, opretholdt hun forholdet til [A]. I [efteråret] 2013 udrejste ansøgeren og hendes moder af Syrien. Ved en tilbagevenden til Libanon, frygter ansøgeren, at hun vil blive sendt tilbage til Syrien. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af nævnet lægger denne vurdering til grund. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til hvorvidt Libanon kan tjene som første asylland jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at den konflikt hun har påberåbt sig i Syrien ligeledes vil gøre hende forfulgt i Libanon. Flygtningenævnet har herved lagt til grund, at ansøgeren ikke nærmere har kunnet redegøre for [A]s funktion og rang i Shabiha og dermed ikke har sandsynliggjort hans vilje eller evne til at forfølge hende udenfor Syriens grænser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hun har opholdt sig et par uger i Libanon uden problemer og at hun er udrejst legalt. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren har forklaret, at hun alene få gange og af kort varighed, har været i Libanon og dette primært i forbindelse med lægelig behandling. Hun har forklaret, at hun ikke har familie eller bekendte i Libanon. Hun har forklaret, at årsagen til, at hun fik opholdstilladelse i 2012 var de lægelige behandlinger. Opholdstilladelsen er udløbet i 2015. Uanset at nævnet i dag har truffet afgørelse om, at ansøgerens 80 år gamle moder der har libanesisk statsborgerskab skal udrejse til Libanon, finder nævnet ikke, at ansøgeren har nogen nær tilknytning til landet. Nævnet lægger herved vægt på, at moderen bortset fra et kort ophold i Libanon i forbindelse med udrejsen, ikke har opholdt sig i Libanon siden hun var 16 år gammel. Da det endvidere på baggrund af det af advokaten fremlagte materiale forekommer uafklaret, hvorvidt ansøgeren vil kunne arbejde legalt i Libanon, finder nævnet ikke, at betingelserne for at anvende Libanon som første asylland konkret er opfyldt. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2016/31/ABP
