Nævnet stadfæstede i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i november] 2014, og at han [i oktober] 2015 i Udlændingestyrelsen blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i november] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han som kurder tilhører en særlig gruppe, der i Syrien ikke har mulighed for at opnå de samme samfundsmæssige og sociale rettigheder som andre. Klageren har videre oplyst, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, idet han er flygtet fra politiet, da han forsøgte at undgå en kontrolpost. Klageren har herom oplyst, at han [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2014 var på arbejde som taxachauffør, og at han i den forbindelse blev bedt om at køre to ukendte personer til et sted i nærheden af militærakademiet i Aleppo. Da taxaen nærmede sig en kontrolpost truede passagerne med våben klageren til at vende bilen. Klageren vendte bilen og en patruljebil fra kontrolposten fulgte efter. De to passagerer hoppede ud af bilen, mens den stadig kørte. Klageren undslap patruljebilen, idet han drejede ned ad en sidevej, hvorefter han gemte sig på taget af en bygning i 5-6 timer, før han turde gå ned igen. Efter han havde sikret sig, at der ikke var folk fra militæret hos familien, tog klageren kortvarigt hjem til sin familie for at berette, hvad der var sket. Han turde ikke blive i hjemmet og tog derfor samme aften afsted igen. Klagerens familie blev opsøgt i hjemmet, hvor hans to døtre blevet slået i håb om, at de dermed kunne og ville oplyse, hvor klageren opholdt sig. Klageren arrangerede derfor, at familien også skulle flygte, men det kunne først lade sig gøre dagen efter. Klageren ved ikke, hvem der fjernede hans taxa, da han gemte sig på taget, men ud fra det efterfølgende forløb er han overbevist om, at det var folk fra det syriske regime, idet han havde sine ID-dokumenter i bilen og som følge deraf kunne identificeres af myndighederne, der således vidste, hvor han boede med familien. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse [fra] oktober 2015 til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han på grund af individuelle og konkrete forhold vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Syrien. Nævnet lægger afgørende vægt på, at klagerens forklaring om asylmotivet efter en samlet vurdering må forkastes som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Der henvises til, at klageren har forklaret divergerende om flere centrale punkter i asylmotivet. Klageren har således under partshøringen [i Udlændingestyrelsen en nærmere bestemt dato] forklaret, at de myndighedspersoner, som henvendte sig på bopælen og spurgte efter klageren, ikke gjorde hans familie fortræd. Det fremgår derimod af indlægget fra klagerens advokat, at klageren overfor advokaten har oplyst, at klagerens døtre blev tævet i håb om, at de dermed kunne og ville oplyse, hvor klageren opholdt sig. Endvidere har klageren overfor nævnet forklaret, at børnene blev slået af myndighedspersonerne. Klageren har derudover forklaret divergerende om tidspunkterne for klagerens families udrejse af Syrien. Under partshøringen har klageren forklaret, at han og hans familie opholdt sig hos klagerens svigerfader frem til [oktober] 2014, hvor klageren udrejste alene fra Syrien. Klagerens ægtefælle og børnene rejste til Libanon 20 dage efter klageren. Overfor for nævnet har klageren derimod forklaret, at hans ægtefælle og børnene tog til Libanon sammen med klagerens broder allerede i august/september 2014, forinden klageren udrejste af Syrien. Klageren har i øvrigt forklaret divergerende om, hvorledes han og hans to passagerer undslap, da de blev forfulgt af myndighederne fra kontrolposten. Klageren har under oplysnings- og motivsamtalen [i Udlændingestyrelsen en nærmere bestemt dato] forklaret, at han bakkede bilen, da han kørte fra kontrolposten, mens han under partshøringen har forklaret, at han vendte sin bil, da han kørte fra kontrolposten. Der var 10 biler foran klagerens bil, da de vendte om. Overfor nævnet har klageren derimod forklaret, at der var to biler foran klagerens taxa, og at der også holdt biler bag klagerens taxa ved kontrolposten, hvorfor han derfor kørte ind på en sidevej for at undslippe. Klageren har i øvrigt ikke opgivet andre konkrete asylbegrundende konflikter hverken med myndighederne eller andre grupperinger i Syrien, herunder Islamisk Stat og Al Nousra, og han har ikke været politisk aktiv i Syrien. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at klagerens generelle frygt for grupperinger i Syrien ikke kan danne grundlag for en ændring af klagerens status. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2, og Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. ” Syri/2016/22/STR
