Nævnet meddelte i februar 2016 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Afrin, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet finder, at klageren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling, selvom han kun er 17 år. Klageren har således under nævnsmødet svaret relevant på de stillede spørgsmål. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren] 2015, og at han [i sommeren] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Dansk Flygtningehjælp har på vegne af klageren klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hans familie i 2012 måtte forlade Aleppo for at tage ophold hos farfaderen i en landsby uden for Afrin. Området var kontrolleret af PKK. Her blev klagerens fader opsøgt af PKK, der forlangte, at klageren skulle tilslutte sig PKK`s styrker. Klageren var på det tidspunkt 14 år gammel. Klageren var hjemme en af de gange PKK henvendte sig. På et tidspunkt advarede en kvindelig nabo, der var gift med et medlem af PKK, klageren om, at PKK ville komme for at tage klageren med tvang. I tilknytning hertil besluttede klagerens fader, at familien skulle flygte. En af klagerens venner er mod sin vilje blevet indrulleret i PKK. Klageren er først efter familiens flugt blevet mere bevidst om konflikten. Klageren frygter, selv om han fortsat er mindreårig, at blive tvangsrekrutteret af PKK. Klageren frygter endvidere at blive tvangsrekrutteret af det syriske militær. Klageren ønsker ikke at deltage i den væbnede konflikt, der foregår i Syrien. Det må antages, at klageren, når han fylder 18 år, vil blive indkaldt til militærtjeneste af de syriske myndigheder. Flygtningenævnet finder ikke for nærværende, hvor klageren er 17 år og 2 måneder gammel, at dette forhold kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. På baggrund af klagerens forklaring og efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder ”Syria Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra februar 2015 og ”Syria Update on Military Service, Mandatory Self-Defence Duty and Recruitment to the YPG” fra september 2015 samt ”Human Rights Watch, Syria: Kurdish Forces Violating Child Soldier Ban” fra den 15. juli 2015, finder Flygtningenævnets flertal ikke at kunne afvise, at den mindreårige klager ved tilbagevenden til Syrien risikerer at blive tvangsrekrutteret af PKK, som har kontrollen over det område, hvor klageren og hans familie bor, og som følge heraf blive tvunget til at deltage i eller overvære menneskerettighedsovertrædelser. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2016/21/MVI