Nævnet stadfæstede i februar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens moder er tyrkisk statsborger og fortsat har gyldig dokumentation herfor. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder, da han er udrejst af Syrien efter at være blevet indkaldt til militæret. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgeren må henvises til at tage ophold i Tyrkiet, hvor han kan søge om registrering af statsborgerskab under henvisning til, at hans moder er tyrkisk statsborger. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af Turkish Citizen Law, Law no. 5901 af 29. maj 2009, at et barn, som er født af en tyrkisk fader eller moder inden for ægteskab i Tyrkiet eller i udlandet, er tyrkisk statsborger. Et barn, som er født af en tyrkisk moder udenfor ægteskab, er også tyrkisk statsborger. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af høringssvar af 16. juni 2015 med bilag af 2. september 2015, at det følger af forordningen vedrørende implementering af den tyrkiske statsborgerskabslov, at en person, efter at pågældende er fyldt 18 år, kan henvende sig til Indenrigsministeriet og søge om tyrkisk statsborgerskab. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgeren må antages lovligt at kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet, og at det efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke kan antages, at ansøgeren i Tyrkiet vil være i risiko for at blive refouleret til Syrien eller til et tredjeland, hvor han ikke er beskyttet mod refoulement. Det bemærkes endvidere, at hans levevilkår i Tyrkiet – uanset at ansøgeren er kurder – ikke findes at være af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder krænkes. Efter det oplyste har ansøgeren ikke haft personlige konflikter med myndighederne eller med privatpersoner i Tyrkiet. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2016/16/SLN