syri20161

Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.

Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], […], Syrien. Klageren har deltaget i demonstrationer mod det syriske regime. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i sommeren 2015], og at han [i efteråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i efteråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han burde have opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, da han på grund af sine politiske holdninger mener at kunne blive udsat for fængsling og straf. Flygtningenævnet finder i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder derimod, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at de syriske myndighedspersoner ved ransagningerne af klagerens bopæl forlod denne uden at stille betingelser overfor klagerens ægtefælle, der var til stede, og på at ransagningerne ikke alene var rettet mod klagerens bopæl, men også andre bopæle i klagerens hjemby. Nævnet bemærker herudover, at hverken klagerens frygt for, at Islamisk Stat vil rekruttere ham til sin hær, eller de generelle forhold i Syrien kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsen afgørelse. Syri/2016/1/AKM