syri201569

Nævnet meddelte i december 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.

Flygtningenævnet udtalte:

Klageren er etnisk kurder og sunni muslim af trosretning fra [by], Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i sommeren] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse [fra foråret] 2015 med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien fortsat frygter at have konflikter med PKK, ligesom han frygter de generelle forhold i Syrien. Han frygter endvidere Daesh. Klageren har endvidere henvist til, at han fortsat frygter at stå på de syriske myndigheders liste over eftersøgte personer som følge af sin deltagelse i demonstrationer i 2004. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han blevet tvunget til at reparere køretøjer for PKK i [by] i henholdsvis [efteråret] 2012 og [efteråret] 2012. Klageren har videre oplyst, at han har haft sit eget mekanikerværksted i [by]. Han fik en aftale med PKK om, at han efter dette tidspunkt skulle reparere PKK’s køretøjer på sit eget værksted og ikke skulle til fronten for at reparere køretøjer. I [efteråret] 2014 flygtede klageren sammen med sin familie til Tyrkiet, hvor han opholdt sig i en flygtningelejr. I [vinteren] 2014 blev klageren kontaktet telefonisk af PKK, der forlangte, at klageren skulle vende hjem til [by] for at reparere køretøjer for PKK. Hans fætter, der er ved fronten, fortalte ham, at han måtte regne med at skulle til fronten for at kæmpe og ikke skulle reparere køretøjer. Klageren afviste at vende tilbage og rejste i stedet til Danmark. Klageren fik at vide, at han bliver betragtet som en forræder af PKK, idet han har unddraget sig at hjælpe PKK. I flygtningelejren i Tyrkiet opsøgte PKK de unge og opfordrede dem til at kæmpe for PKK’s sag i Syrien. Klageren har til støtte for sin frygt for de syriske myndigheder oplyst, at han fortsat frygter at stå på en liste over eftersøgte personer, da han kom på denne liste som følge af sin deltagelse i en række demonstrationer i 2004. Klagerens har betalt 100.000 lire for at få sit navn fjernet fra listen. Klageren frygter dog fortsat, at hans navn ikke er blevet slettet fra listen over eftersøgte personer. Flygtningenævnets flertal kan lægge klagerens forklaring til grund. Flertallet lægger således til grund at klageren har udført tvangsarbejde som mekaniker for PKK i 2012 og derefter har udført arbejde for PKK på mere frivillig basis. Da kampene i 2014 i [byen] blussede op, flygtede klageren til Tyrkiet, hvor han tog ophold i en flygtningelejr sammen med sin familie. Her blev han og andre kurdiske mekanikere forsøgt tvunget af PKK til at tage tilbage til Syrien, officielt for at reparere køretøjer for PKK, men reelt for at deltage i kamphandlinger. Dette underbygges af de generelle baggrundsoplysninger. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at klageren har bragt sig i et asylbegrundende modsætningsforhold til PKK. Flygtningenævnet flertal finder endvidere, at klageren som følge af, at han tidligere har bistået PKK har bragt sig i et modsætningsforhold til de syriske myndigheder. Flygtningenævnets flertal finder derfor, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien risikerer individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren opfylder således betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/69