Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er araber af etnicitet, er født i Damaskus, Syrien, og er muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter indkaldelse som værnepligtig til det syriske militær. Ansøgeren har videre henvist til, at han er eftersøgt af de syriske myndigheder. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter, at Den Frie Syriske Hær vil have, at han skal kæmpe for dem. Flygtningenævnet bemærker, at Udlændingestyrelsen anser ansøgeren omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Styrelsen fandt ved sin afgørelse, at ansøgeren havde en sådan tilknytning til Filippinerne, hvor ansøgerens ægtefælle, […] er bosiddende og statsborger, at han må antages at kunne opnå beskyttelse der, jf. dagældende udlændingelovens § 7, stk. 3. Af sagen fremgår, at ansøgeren i […] eller […] 2010 via Facebook fik kontakt til en filippinsk kvinde ved navn […]. [Efteråret] 2012 rejste ansøgeren legalt til Filippinerne og blev gift med denne kvinde, og de fik registeret deres ægteskab ved retten i Manila [vinteren] 2012. Ved indrejsen i Filippinerne var ansøgeren i besiddelse af et turistvisum, som var gyldigt i tre måneder, og ansøgeren fik visummet forlænget, således at det var gyldigt i yderligere tre måneder. I den forbindelse fik ansøgeren udstedt et identifikationskort af de filippinske myndigheder. Ansøgeren opholdt sig i alt i seks måneder på Filippinerne, hvorefter han vendte tilbage til Syrien. Han udrejste igen i [foråret] 2014 fra Syrien og indrejste efterfølgende i Danmark i [efteråret] 2014. Ansøgeren ønsker ikke at opholde sig på Filippinerne på grund af kriminalitet. Ansøgeren havde indbrud i sin lejlighed efter at have opholdt sig halvanden måned på Filippinerne. Af ansøgerens forklaring for nævnet er fremgået, at han på grund af de forværrede forhold i Syrien opgav at få ægtefællen til at bosidde sig i hans hjemland. Det lægges til grund, at ansøgeren og ægtefællen derefter planlagde, at han skulle søge asyl i Europa og derpå opnå familiesammenføring. Ansøgeren har på overbevisende vis forklaret, at ægtefællen efter Udlændingestyrelsens afslag afbrød deres forhold. Videre at ansøgeren nu er helt uden kontakt med ægtefællen. Det lægges til grund, at ansøgeren alene kortvarigt har opholdt sig i Filippinerne baseret på et turistvisum, og at han ikke længere på basis af ægteskabet kan opnå familiesammenføring. På baggrund af de afgørende nye oplysninger finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren kan henvises til at søge beskyttelse i Filippinerne. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2015/6