Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Ansøgeren er uledsaget mindreårig. Indrejst i foråret 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er etnisk kurder og sunni-muslim af trosretning fra Aleppo i Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [i efteråret] og at han [i sommeren 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har via sin personlige repræsentant den […] klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om, at han skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte for sin påstand anført, at han i Syrien vil være i reel risiko for at miste sit liv på grund af sine konflikter med Den Frie Syriske Hær, der har mistænkt ham for at have været en del af regeringsstyrkernes ”ghost-enhed” og har tilbageholdt ham i en uge. Tilbageholdelsen var ikke vilkårlig, og til trods for den efterfølgende løsladelse må det formodes, at han fortsat vil være i Den Frie Syriske Hærs søgelys, ligesom episoden med tilbageholdelsen vil begrænse klagerens personlige frihed. Indledningsvist bemærkes, at Flygtningenævnet har fundet, at sagen kan afgøres på skriftligt grundlag, også selvom klageren er mindreårig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har afgivet en detaljeret forklaring til oplysnings- og motivsamtalen, og at der ikke er påberåbt nye omstændigheder i forbindelse med klagen. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med det, der er anført af Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder imidlertid ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, således at der på dette grundlag skal ske statusændring. Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at klageren, der er 16 år gammel, ikke har modtaget en indkaldelse til militærtjeneste. Om den ugelange tilbageholdelse, som Den Frie Syriske Hær har udsat klageren for, bemærkes, at han har forklaret, at han blev løsladt, fordi man ikke fandt noget på ham, og at han har opholdt sig i Syrien i hvert fald nogle måneder efter løsladelsen, hvorfor episoden må antages at være afsluttet. Klageren har endvidere i forbindelse med oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han ikke havde konflikter med Den Frie Syriske Hær, og at han forlod landet på grund af krigen og de deraf følgende vanskelige forhold. Klageren, […], opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/53