syri201550

Nævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fire børn fra Syrien. Indrejst i 2015.

Klageren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning fra […], Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren sammen med sine 4 børn indrejste i Danmark den [i starten af 2015], og at hun [i foråret 2015] blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret 2015] klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hun ikke har viden om sin ægtefælles situation, men formoder, at han er blevet taget ved en kontrolpost, fordi han kommer fra et bestemt område i Syrien, hvor folk med hans navn generelt er imod de syriske myndigheder. Klageren har videre henvist til de generelle forhold i Syrien, og at hun ønsker at sikre sine børns fremtid. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Derimod finder nævnet det ikke sandsynliggjort, at klageren ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hendes ægtefælle var ansat i staten og var på god fod med myndighederne, og at det alene hviler på klagerens egen formodning, at det er myndighederne, der står bag hendes ægtefælles forsvinden, ligesom klageren, hverken før eller efter sin ægtefælles forsvinden har oplevet konflikter med de syriske myndigheder. Det forhold, at klageren er udrejst illegalt kan ikke føre til en anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, der tillige omfatter klagerens 4 børn. Syri/2015/50