Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er statsløs palæstinenser, etnisk arabisk og sunni-muslim fra […], Syrien. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren indrejste i Danmark [slutningen af] 2014, og at hun [foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2015 klaget over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien. Klageren har endvidere henvist til, at hun og hendes familie blev truet af alawitter i […] i […][i Syrien], hvor de har boet, og at hun generelt er i fare på grund af, at hun har arbejdet som frivillig på et hospital. Klageren har til støtte herfor oplyst, at alawitterne i […] ville have området for sig selv, og de derfor har forlangt at få hende og hendes families bolig. Alawitterne har endvidere chikaneret klageren og hendes søskende. Herudover har klageren fortalt, at hun har arbejdet som frivillig på et hospital i[en flygtningelejr i Syrien], hvor hun behandlede sårede fra både oprørernes og myndighedernes side. Endelig har klageren til advokaten og under nævnsmødet påberåbt sig, at hun er blevet angivet til myndighederne for sit arbejde på hospitalet, og at hun derfor står på en liste og er eftersøgt. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge klagerens forklaring til grund. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan imidlertid ikke lægge klagerens forklaring om, at hun er blevet angivet til myndighederne og derfor er eftersøgt, til grund. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren har forklaret udbyggende om denne hændelse, idet hun hverken til sin oprindelige asylsamtale eller i forbindelse med anmodningen om statusændring er fremkommet med denne væsentlige oplysning, som hun efter sin egen forklaring havde, da hun indrejste i Danmark, ligesom hun først under nævnsmødet oplyste, at moderen var blevet opsøgt af myndighederne, som spurgte efter klageren efter dennes udrejse. Flertallet finder, at det herefter ikke kan føre til et andet resultat, at et for nævnet afhørt vidne har forklaret, at han forud for sin udrejse af Syrien modtog oplysninger om, at klageren var blevet angivet til myndighederne og stod på en liste. Flertallet har ved denne vurdering lagt vægt på, at vidnets forklaring er uoverensstemmende med klagerens forklaring om, hvornår [M] var tilbageholdt. Klageren har således oplyst, at[M] blev anholdt kort før klagerens udrejse, mens vidnet har oplyst, at[M] havde været væk i en uge, da han via sin søster fra en løsladt medfange modtog oplysningen om, at han selv stod på en liste og skulle flygte. Dette fandt sted umiddelbart før, at vidnet udrejste i slutningen af [efteråret] 2014. Endelig har klageren forklaret, at hun kom hjem fra arbejde en dag, hvor hendes fader fortalte, at [M] var tilbageholdt, og at de derfor selv skulle udrejse, da hun var i fare. Hun husker ikke, hvornår hun fik oplysningen af sin far, men det fremgår af sagen, at de udrejste [i sommeren] 2014. Faderen har ikke forklaret om denne hændelse som baggrund for deres udrejse, men om at de udrejste, fordi han selv var i fare, da han havde hjulpet svigersønnen fri. Flygtningenævnets flertal lægger herefter i overensstemmelse med det af Udlændingestyrelsen anførte til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnets flertal finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af konkrete og individuelle forhold har bragt sig i et sådant modsætningsforhold til de syriske myndigheder eller til modstandere af regimet, at hun vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger for så vidt angår det øvrige asylmotiv blandt andet vægt på, at klageren og hendes familie ikke har været konkret og individuelt forfulgt under deres ophold i […] i […][i Syrien] uanset, at de blev udsat for chikane af alawitterne. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren ikke har konkretiseret chikanen eller dennes omfang. Flygtningenævnet finder herefter, at chikanen ikke har haft en sådan intensitet, at klageren kan anses for at have været individuelt og konkret forfulgt. Flygtningenævnet lægger til grund, at klageren og hendes familie rejste til [en flygtningelejr i Syrien], hvor de tog ophold hos moderens familie. Uanset at moderens brødre efter klagerens udrejse måtte være kommet i de syriske myndigheders søgelys, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at klageren af denne grund er kommet i de syriske myndigheders søgelys på en sådan måde, at hun er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Der henvises i øvrigt til, at det alene bygger på klagerens formodning, at klageren vil få problemer på grund af moderens familie. Endelig finder Flygtningenævnet, at den omstændighed, at klageren er statsløs palæstinenser og kvinde fra Syrien, ikke i sig selv kan føre til et andet resultat. Der er herved lagt vægt på, at Flygtningenævnet ikke finder, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere, herunder kvinder i Syrien kan føre til, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal finder således, at [klageren] ikke opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/44
