Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk araber og muslim af trosretning fra […], Syrien. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i begyndelsen af] 2015, og at hun [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har ved brev [i foråret] 2015 klaget over styrelsens afgørelse. Klageren har oplyst, at hendes mand og to af hendes børn befinder sig i Sudan under meget dårlige levevilkår. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen til grund, at klageren opfylder betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Nævnet finder, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Syrien på grund af sine individuelle forhold vil være i risiko for myndighedsforfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, således at der på det grundlag skal ske statusændring. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren har oplyst, at hun ikke personligt har haft konflikter i Syrien, og at hun er udrejst, da familiens bolig er ødelagt af bombardementer, ligesom hun har henvist til vilkårlige ransagninger og anholdelser. Klageren opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” syri/2015/42