Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er sunni-muslim af trosretning og statsløs palæstinenser fra […] i Damaskus i Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter de syriske myndigheder på grund af de to ældste sønner og andre familiemedlemmers politiske aktiviteter i 2011 og 2012. Klageren frygter endvidere de personer, der før klageren forlod Syrien i 2013, havde afpresset og truet med at kidnappe klageren. Klageren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at klageres to ældste sønner, der i dag har asyl i [land], i 2011 og 2012 deltog i demonstrationerne I Damaskus, og at de to sønner endvidere uddelte mad og andre fornødenheder i og omkring […]. I den forbindelse anvendte sønnerne biler, der tilhørte klagerens […]firma. Klagerens svoger og andre familiemedlemmer var på samme måde politisk aktive. I juli 2012 deltog sønnen […] i en demonstration og i den forbindelse blev [sønnen] ramt af skud fra det syriske politi. [Sønnen] blev bragt til en politistation, men efterfølgende indlagt på et hospital. [Sønnens] identitet er således myndighederne bekendt. Ved hjælp af bestikkelse fik klageren oplysninger om, at både klageren og de to ældste sønner var registeret hos den syriske efterretningstjeneste. Klageren betalte en større sum for, at de blev slettet i efterretningstjenestens registre. Klageren har videre henvist til, at ukendte personer afpressede klageren og truede med at kidnappe ham. Klageren har tillige forklaret, at han som palæstinenser generelt blev chikaneret. Det påhviler klageren at sandsynliggøre sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at afvise klagerens forklaring om sønnernes og de øvrige familiemedlemmers aktiviteter i 2011 og 2012, herunder forklaringen om, at sønnen […] blev ramt af et skud under en demonstration i [sommeren] 2012. Nævnet finder, at det må lægges til grund, at det var tilfældigt, at skuddet ramte klagerens søn, og at det endvidere beror på klagerens formodning, at klageren og klagerens to ældste sønner efterfølgende var i de syriske myndigheders søgelys. Klagerens forklaring om, at han mod betaling fik oplyst, at de var registreret af det syriske efterretningsvæsen fremstår utroværdig og konstrueret til lejlighedens. Den omstændighed, at klageren af ukendte personer og af ukendte årsager er forsøgt afpresset og truet med kidnapning kan ikke tillægges betydning ved vurderingen af om klageren er omfattet af udlændingelovens § 7. Det kan således ikke lægges til grund, at klageren forud for udrejsen har været udsat for forhold, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren ses heller ikke at have sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2. Den statsløse palæstinenser fra Syrien […] opfylder således ikke betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller § 7, stk. 2, hvorfor Flygtningenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2015/39