syri201536

Nævnet hjemviste i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger samt fra Syrien. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra {området omkring] Dayr az-Zawr, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i starten af 2015, og at han [i foråret] 2015 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Klageren har [i foråret] 2015 klaget til Flygtningenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse med påstand om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, subsidiært § 7, stk. 2. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han anser sig for at være individuelt forfulgt og ønsker at blive familiesammenført med sin ægtefælle og sine børn, som fortsat opholder sig i Syrien, idet han frygter for deres sikkerhed. Der er i Dansk Flygtningehjælps indlæg af [..] september 2015 fremkommet nye oplysninger. Klageren har til Dansk Flygtningehjælp forklaret blandt andet, at hans hustru, der på daværende tidspunkt opholdt sig i […], har været til tre-fire afhøringer hos IS. Hun har fortalt, at klageren opholder sig i Danmark. Dette har medført, at IS mener, at klageren har forsømt sin hellige pligt til at forsvare sit land og derfor må anses for at være forræder. Dansk Flygtningehjælp har endvidere gjort gældende, at klageren ikke har haft lejlighed til på fyldestgørende måde at redegøre for sit asylmotiv. Dansk Flygtningehjælp har under henvisning hertil anmodet Flygtningenævnet om, at klagen behandles på mundtligt nævn. Udlændingestyrelsen har i brev af [sommeren 2015] fastholdt sin afgørelse. Da Flygtningenævnet på det foreliggende grundlag ikke finder at kunne tage stilling til en eventuel statusændring, hjemvises sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på, at de nye oplysninger, som er anført i Dansk Flygtningehjælps indlæg af [sommeren 2015] gennemgås med klageren og søges verificeret og sammenholdt med klagerens tidligere afgivne oplysninger, herunder navnlig hvilken kontakt klageren har haft med sin ægtefælle, og hvordan han er kommet i besiddelse af oplysningerne om, at IS anser ham for at være forræder.” Syri/2015/36