Nævnet meddelte i august 2015 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk kurder og sunni muslim fra Aleppo, Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har i forhold til Bulgarien henvist til, at hun ikke fik nogen form for hjælp af de bulgarske myndigheder. Efter hun blev meddelt opholdstilladelse, opholdt hun sig i skjul med sine børn i asylcenteret, indtil hun forlod Bulgarien, idet hun ikke havde mulighed for at skaffe sig en bolig. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Efter de foreliggende lægelige oplysninger og udtalelser fra psykolog må Flygtningenævnet lægge til grund, at ansøgeren lider af PTSD og depressive symptomer i en grad, så hun er behandlingskrævende, ligesom det ikke kan afvises, at hun er selvmordstruet. Det fremgår af psykologens udtalelse [fra sommeren] 2015, at ansøgerens behandlingsbehov er uopsætteligt. Efter de foreliggende oplysninger kan det videre lægges til grund, at skolen er alvorlig bekymret for ansøgerens søns trivsel og udvikling, hvilket har medført en indberetning fra Dansk Røde Kors til kommunen [i foråret] 2015, ligesom Dansk Røde Kors igen [i sommeren] 2015 har sendt en underretning til kommunen på grund af tiltagende bekymring for familien, idet man er i alvorlig tvivl om ansøgerens forældreevne. På den anførte baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må anses for at være i en særlig sårbar situation. Uanset det i almindelighed kan antages, at ansøgere i Bulgarien kan opnå de sociale og økonomiske rettigheder, som de har krav på i henhold til Flygtningekonventionen, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens helbredsmæssige tilstand må antages at indebære, at hun vil være ude af stand til at skaffe sig den fornødne lægelige behandling og den fornødne støtte til sin søn i Bulgarien. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] samt hendes barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” Syri/2015/23