syri201515

Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse K -status til en kvindelig statsborger samt to børn fra Syrien. Indrejst i 2014.

Flygtningenævnet udtalte:

Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Syrien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun er blevet indkaldt til militærtjeneste af PKK, samt at hun blev tvunget til at gifte sig med sin afdøde ægtefælle, og at hendes svigerfamilie vil tage hendes børn, ligesom hendes svoger vil tvinge hende til at gifte sig med ham. Ansøgeren har tillige henvist til de generelle forhold i Syrien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at der er blevet udstedt et dekret om, at alle unge piger skal aftjene militærtjeneste for det kurdiske parti. I starten af 2014 blev hendes bopæl opsøgt af personer fra PKK, som oplyste, at hvis der var to eller flere voksne på bopælen, skulle mindst en af dem melde sig til militærtjeneste for PKK. Vedrørende Bulgarien har ansøgeren forklaret, at hun på grænsen til Bulgarien blev pågrebet af bulgarsk politi. Ansøgeren ønsker ikke at opholde sig i Bulgarien, idet flere kvinder i flygtningelejren blev voldtaget af lejrpersonalet, og da ansøgeren to gange blev forsøgt voldtaget og tredje gang blev voldtaget. Ansøgeren har videre forklaret, at hun har hørt, at hendes svoger er kommet til Bulgarien for at tage hendes børn, idet svigerfamilien vil overtage børnene efter ansøgerens ægtefælles død. Ansøgeren har tillige forklaret, at hun fik at vide af tolke i Bulgarien, at hun ikke måtte kritisere myndighederne i Bulgarien, samt at personer, der har omtalt forholdene i Bulgarien som dårlige, endnu ikke har fået opholdstilladelse. Ansøgeren har endvidere forklaret, at hun ikke var tilfreds med den behandling, som hendes [barn] fik i forbindelse med et hospitalsbesøg i Bulgarien, samt at ansøgeren har det psykisk dårligt og ikke mener, at hendes [andet barn] vokser, som [det] skal. Ansøgeren har endelig forklaret, at hun efter at være blevet meddelt opholdstilladelse i Bulgarien, blev smidt ud af flygtningelejren og ikke fik hjælp af de bulgarske myndigheder til hverken at få bolig, skolegang til sine børn eller økonomiske ydelser, ligesom hun ikke kunne få lægehjælp eller pasningsmuligheder til sine børn, såfremt hun fik et arbejde. Flygtningenævnet lægger som Udlændingestyrelsen til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at hun er meddelt opholdstilladelse som konventionsflygtning i Bulgarien. Spørgsmålet er herefter, om Bulgarien kan tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at Bulgarien kan tjene som første asylland for ansøgeren og hendes børn. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren befinder sig i en sådan særlig sårbar situation og må anses for psykisk meget ustabil, hvilket understøttes af, at hun i maj 2015 har forsøgt at begå selvmord og af de lægelige oplysninger. Nævnet lægger ved denne bedømmelse vægt på, at ansøgeren som enlig forælder med et meget skrøbelig psykisk helbred ikke vil kunne opnå rettigheder og levevilkår, herunder nødvendig lægehjælp til sig selv og børnene, som ansøgeren har krav på i henhold til Flygtningekonventionen. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] og hendes to børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/15