Nævnet meddelte i juni 2015 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra […], Syrien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv i forhold til Bulgarien henvist til, at han ikke ønsker at tage ophold i Bulgarien, idet han er henvist til at leve på gaden. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han i Bulgarien har været udsat for et overfald fra en bande, som stak ham med en kniv, og at han har været udsat for vold fra fængselsvagter, da han var fængslet i Bulgarien. Ansøgeren har hertil oplyst, at en fængselsvagt bankede hans hoved mod en væg op til flere gange, hvorefter han besvimede. Ansøgeren har efterfølgende haft flere symptomer på, at han har haft en alvorlig hjernerystelse. Ansøgeren har siden denne episode jævnligt været ramt af krampelignende anfald. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger videre til grund, at ansøgeren [i foråret] 2014 blev meddelt opholdstilladelse i form af flygtningestatus i Bulgarien. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren i Bulgarien har været udsat for overfald, dels i en park, og dels af fængselspersonale, og at sidstnævnte overgreb har udløst jævnlige krampelignende anfald, hvor ansøgeren bliver ukontaktbar eller bevidstløs. Efter de foreliggende lægelige oplysninger må Flygtningenævnet lægge til grund, at anfaldene udløses, når ansøgeren kommer i stressende situationer, og at de er et udslag af posttraumatisk stresssyndrom, som følge af de belastninger ansøgeren har været udsat for, dels i hjemlandet, og dels i Bulgarien. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger forekommer der racistisk motiverede overgreb i Bulgarien. Ansøgere vil i almindelighed kunne henvises til at søge myndighedernes beskyttelse herimod. Flygtningenævnet finder imidlertid under hensyn til ansøgerens helbredsmæssige tilstand og de overgreb, han har været udsat for, at ansøgerens reelle muligheder for at søge myndighedernes beskyttelse må anses for ganske begrænsede. Ansøgerens psykiske tilstand må ligeledes antages at indebære, at han vil være ude af stand til at skaffe sig den fornødne lægelige behandling i Bulgarien. Flygtningenævnet finder herefter og efter en samlet vurdering af ansøgerens forhold, at Bulgarien ikke kan tjene som ansøgerens første asylland. Flygtningenævnet meddeler derfor den syriske statsborger […] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2015/12