Nævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger med statsborgerskab i Ungarn og i Syrien. Indrejst i 2014. Ansøgeren er både ungarsk og syrisk statsborger, etnisk ungarer og muslim af trosretning. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Syrien frygter de generelle forhold i Syrien. Herudover har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive anholdt som følge af sin søns konflikt med de syriske myndigheder. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Ungarn ikke vil kunne klare sig økonomisk, og at hun ikke vil få hjælp af de ungarske myndigheder. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring, om at hun og hendes familie er forfulgte eller risikere at blive det, som følge af at deres ene søn var tilbageholdt i 2012, til grund. Der er ved denne vurdering lagt vægt, at ansøgeren ikke oprindeligt oplyste om dette asylmotiv, og at myndighederne ikke efter løsladelsen af sønnen opsøgte familien, som efter løsladelsen opholdt sig i Syrien i nogle måneder uden problemer. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort et asylmotiv, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet lægger imidlertid i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at ansøgeren isoleret set i forhold til Syrien er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om Ungarn kan yde beskyttelse til ansøgeren, samt om ansøgeren har et asylmotiv i forhold til Ungarn. Flygtningenævnet lægger til grund, at den kvindelige ansøger i overensstemmelse med sin forklaring herom ikke har haft problemer med myndighederne eller andre i Ungarn. Flygtningenævnet finder herefter, at den kvindelige ansøger ikke har et asylmotiv i forhold til Ungarn. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at Ungarn er nærmest til at yde ansøgeren beskyttelse. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren er ungarsk statsborger, og at hun senest har været bosiddende i Ungarn fra 2012, ligesom hun har familiemedlemmer i Ungarn. Ansøgeren har som statsborger i Ungarn legalt ophold, og hun må derfor anses for de facto at havde opnået beskyttelse der. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Syri/2015/10