Nævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Sydkorea. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk koreaner og kristen protestant af trosretning. Ansøgeren er født [i] 1982 i Nordkorea, hvorfra hun udrejste [i] 2010. Udlændingestyrelsen har lagt til grund, at ansøgeren er statsborger i Sydkorea. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ikke frygter noget ved en tilbagevenden til Sydkorea, da hun aldrig har været i landet. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at hun efter sin udrejse af Nordkorea har opholdt sig i Kina, hvor hun forblev, indtil hun rejste til Danmark. Det fremgår af advokatindlægget af […] 2015, at ansøgeren erkender, at hun har opnået statsborgerskab i Sydkorea. Som asylmotiv har hun henvist til, at hun frygter for sit liv i Sydkorea. Hun er meget i tvivl om, hvorvidt hendes barn vil kunne opnå statsborgerskab i Sydkorea, når faderen er statsløs. Hun tør endvidere ikke vende alene tilbage til Sydkorea på grund af den forfølgelse, hun som nordkoreansk flygtning risikerer at blive udsat for af den nordkoreanske sikkerhedstjeneste. Som asylmotiv har ansøgeren endvidere henvist til, at hun ved at have opnået statsborgerskab i Sydkorea ikke har opnået beskyttelse mod forfølgelse, da det nye statsborgerskab ikke medfører den fornødne beskyttelse mod forfølgelse fra det oprindelige hjemland. Ansøgeren frygter således tilbagesendelse til Nord- såvel som Sydkorea. Flygtningenævnet forkaster i det hele ansøgernes forklaringer om asylmotiv, idet forklaringerne forekommer usandfærdige og konstruerede til lejligheden, ligesom ansøgerne på væsentlige punkter har forklaret divergerende og udbyggende. Ansøgerne har således i tre samtaler med de danske udlændingemyndigheder fastholdt, at de ikke på noget tidspunkt har været i Sydkorea eller opnået sydkoreansk statsborgerskab på trods af, at de sydkoreanske myndigheder allerede i mailen fra […] 2014 har oplyst overfor de danske myndigheder, at ansøgernes fingeraftryk er at finde i databasen over personer, der har søgt statsborgerskab i Sydkorea. Det bemærkes, at det af Udlændingestyrelsens notat af […] 2014 fremgår, at Sydkoreas ambassade i København har oplyst, at dette er ensbetydende med, at de pågældende har opnået sydkoreansk statsborgerskab. Først i forbindelse med nævnsmødet har ansøgerne forklaret, at den mandlige ansøgers sydkoreanske statsborgerskab skulle være blevet frataget ham med den begrundelse, at han er kinesisk statsborger. Han har videre forklaret, at han alene har fået besked herom telefonisk af de sydkoreanske myndigheder, og at statsborgerskabet skulle være blevet frataget ham på grundlag af en anmeldelse fra anden nordkoreaner efter et sagsbehandlingsforløb, der har strakt sig fra 2007 til 2011, og hvor ansøgeren kun en gang var indkaldt til afhøring. Idet den mandlige ansøger videre har afgivet divergerende forklaringer om sin identitet og sine fødselsdata, ligesom begge ansøgere under behandlingen af asylsagen har afgivet divergerende forklaringer om deres indbyrdes relationer og baggrunden for, at de søger asyl i Danmark, har Flygtningenævnet i det hele tilsidesat forklaringerne, og lagt til grund, at de har opnået sydkoreansk statsborgerskab efter deres udrejser af Nordkorea, og derved har opnået den fornødne internationale beskyttelse. Flygtningenævnet lægger endelig efter oplysningerne om den sydkoreanske statsborgerskabslov til grund, at ansøgernes fælles barn også har krav på sydkoreansk statsborgerskab. Flygtningenævnet finder på den baggrund ikke, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Sydkorea vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsen afgørelse. sydk/2015/2
