Sudan20107


Flygtningenævnet meddelte i november 2010 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan.

Flygtningenævnet udtalte:

”Ansøgeren er sudanesisk statsborger tilhørende Al-zaghawa klanen fra […] i Sudan. Ansøgeren har efter egene oplysninger været medlem af studenterforeningen [….], som kæmper for lighed og rettigheder for studerende fra [….], som bor i Khartoum. Ansøgeren har som asylmotiv blandt andet henvist til, at han den [….] 2010 deltog i et møde i studenterforeningen [….], hvor der deltog omkring 100 personer. Politiet ankom og anholdt omkring 50 af mødedeltagerne, heriblandt ansøgeren. Han blev tilbageholdt i fire dage og udsat for vold. Efter fire dage blev alle løsladt, bortset fra ansøgeren, lederen [….] og to andre, som skulle overføres til de nationale sikkerhedsmyndigheder. Ansøgeren flygtede fra sikkerhedsfolkene og skjulte sig frem til sin udrejse hos en ven. Ansøgeren har efter flugten fået at vide, at [….] er blevet dræbt af myndighederne. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens troværdige og konsistente forklaring til grund. Nævnet finder det således godtgjort, at ansøgeren har været tilbageholdt og udsat for tortur på grund af politisk arbejde i en studenterforening. Efter indholdet af baggrundsoplysningerne om myndighedernes reaktioner overfor politiske studenterorganisationer – særligt med ikke arabiske medlemmer – finder nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden på ny risikerer tilbageholdelse og tortur. Flygtningenævnet meddeler derfor [….] opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Sudan/2010/7