Nævnet stadfæstede i september 2004 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan, født i 1988. Indrejst i december 2003. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren ved to lejligheder havde uddelt løbesedler mod anvendelse af børnesoldater for studenterforeningen Hezb El Talabah. Han blev i den forbindelse sammen med andre unge tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb af politiet. Flygtningenævnet fandt ikke, at dette forhold havde antaget en sådan karakter, at det kunne anses at være asylbegrundende for ansøgeren. Flygtningenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde haft konflikter med myndighederne, at tilbageholdelsen var kortvarig, og at ansøgeren blev løsladt uden yderligere retsskridt. For så vidt angik spørgsmålet om værnepligt, lagde Flygtningenævnet i overensstemmelse med ansøgerens egen forklaring til grund, at han ikke var blevet indkaldt til aftjening af værnepligt eller opsøgt af myndighederne med henblik herpå. Han havde heller ikke været genstand for forsøg på tvangshvervning. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke var asylbegrundende forfulgt ved udrejsen. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgerens generelle frygt for ved en tilbagevenden til hjemlandet at blive indkaldt eller tvangsrekrutteret til militæret kunne anses for et forhold, der var omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke forelå en konkretiseret risiko for, at ansøgeren i givet fald ville blive sendt til militærtjeneste i konfliktområder i Sydsudan og Darfur-provinsen. Sudan/2004/1