suda20121


Nævnet meddelte i april 2012 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2011.

Flygtningenævnet udtalte:

”At ansøgeren tilhører klanen Fur, familieklanen Tenjir. Ansøgerens klan er muslimsk, mens ansøgeren er kristen. Han kommer fra en mindre landsby vest for Al Fashir, Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Janjaweed og den sudanesiske efterretningstjeneste, der sammen forsøger at udrydde ansøgerens klan i Darfur. Ansøgeren har henvist til, at han i 2004 sammen med andre beboere fra landsbyen blev tilbageholdt i cirka 20 dage af Janjaweed og udsat for grove fysiske overgreb. Han blev beskyldt for at støtte organisationer, der var imod regeringen. Janjaweed angreb endvidere ofte landsbyen. Under et af disse angreb blev ansøgerens broder skudt i benet, da Janjaweed forsøgte at tage ham med. Broderen blev herefter sendt ud af Sudan af ansøgerens fader. Faderen blev efterfølgende afhørt af Janjaweed herom. I 2004 blev ansøgerens fader skudt og dræbt af efterretningstjenesten, der kom for at anholde ansøgeren, i forsøget på at beskytte familien mod overgreb fra disse. Ansøgeren har endeligt henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin egen klan, idet han i en fireårig periode er kommet i en katolsk kirke. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgerens broder blev forfulgt af Janjaweed og flygtede fra Sudan, og at ansøgerens fætter og en nabo blev konkret udpeget og dræbt af Janjaweed på grund af deres støtte til et oppositionsparti. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren under tilbageholdelsen blev udsat for voldsomme overgreb og herunder udspurgt om sin forbindelse til oppositionen, og at Janjaweed efter hans flugt opsøgte ham på bopælen, udsatte familien for overgreb og dræbte hans fader. Efter dette hændelsesforløb har forfølgelsen antaget konkret karakter i forhold til ansøgeren. Efter baggrundsoplysningerne om Janjaweeds overgreb mod bestemte etniske grupper i Dafur, som stemmer med ansøgerens forklaring, lægger Flygtningenævnet til grund, at forfølgelsen af ansøgeren og hans familie er etnisk begrundet. Efter baggrundsoplysningerne er Janjaweeds overgreb med bestemte etniske grupper, som støttes af regeringen, ikke aftaget. Under disse omstændigheder lægger Flygtningenævnet til grund, at ansøgeren konkret vil risikere etnisk begrundet forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, hvis han vender tilbage til Sudan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” suda/2012/1