Nævnet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2010.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tamawi fra landsbyen […], der er beliggende i provinsen al-Jazirah i Sudan. Hans familie stammer oprindeligt fra Darfur provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af nogen politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive anholdt og straffet af de sudanesiske myndigheder, som mistænker ham for at være tilknyttet en oprørsgruppe ledet af Ibrahim Khalil. Han har i den forbindelse gjort gældende, at han er særlig udsat for at blive mistænkt for tilhørsforhold til oprørsgruppen på grund af sin etnicitet og sit langvarige ophold i udlandet. Ansøgeren har til sagen forklaret, at en oprører fra Ibrahim Khalils gruppe i foråret 2008 opsøgte ansøgerens forretning og truede de ansatte i ansøgerens til at udlevere noget tøj, som oprøreren skulle bruge for at kunne skjule sig. Cirka en uge senere blev ansøgeren opsøgt i sin forretning af personer fra sikkerhedstjenesten, som tog ham med. Ansøgeren blev tilbageholdt i cirka to uger. Under tilbageholdelsen blev han afhørt om sit forhold til oprørerne og udsat for slag. I sommeren 2008 blev ansøgeren på ny tilbageholdt i forbindelse med, at han forsøgte at udrejse til Syrien. Han blev ligeledes afhørt og slået under denne tilbageholdelse. Efter cirka to uger blev han løsladt og fik i den forbindelse at vide, at han ville blive overvåget, og at han aldrig ville slippe ud, såfremt sikkerhedstjenesten anholdt ham igen. Efter en måneds ophold i landsbyen tog ansøgeren ophold i byen […] i det sydlige Sudan, hvor han åbnede en fiskerestaurant. Efter cirka fire måneder opfordrede en af kunderne i restauranten, […], ansøgeren til at udrejse, idet sikkerhedstjenesten holdt øje med ham. Ansøgeren har fået oplyst, at kunden arbejdede for sikkerhedstjenesten. I sommeren 2009 udrejste ansøgeren til Egypten. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren blev anholdt af myndighederne i foråret 2008 efter urolighederne i Khartoum og anholdt i sommeren 2008 ved lufthavnen i forbindelse med en planlagt udrejse af Sudan, kan dette ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at der var nogen forbindelse mellem de to anholdelser. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at begge anholdelser må anses for generelle og vilkårlige tilbageholdelser og ikke specielt rettet imod ansøgeren. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaringer om, at der ved løsladelsen efter den første anholdelse blev taget fotografier af ham, idet denne forklaring først er fremkommet med samtalen med advokaten. Uanset om ansøgeren herefter i en periode blev overvåget af myndighederne kan dette heller ikke begrunde asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret upræcist om overvågningens intensitet. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren efter den anden tilbageholdelse opholdt sig i Sudan, uden at han blev opsøgt af myndighederne. Flygtningenævnet forkaster ansøgerens forklaring om, at han efter at have lukket sin fiskerestaurant i […]holdt sig skjult dels i […] dels i sin hjemby. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først har oplyst dette under samtalen med advokaten. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har givet en rimelig forklaring på dette, herunder at han ikke har oplyst herom i sit asylskema. Hverken ansøgerens etnicitet eller de generelle forhold i Sudan kan i sig selv begrunde asyl. Uanset om det lægges til grund, at ansøgeren under tilbageholdelser blev udsat for fysiske overgreb kan dette ikke sig selv begrunde asyl. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren, der fremstår som helt uprofileret, ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han vil være i reel risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2011/2
