Nævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk afrikaner fra Bargo-stammen og sunni-muslim fra Abu Kershola, Sydkordofan i Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive tortureret eller slået ihjel af regeringen, idet regeringen mistænker ansøgeren for at tilhøre oppositionsbevægelsen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Abu Kershola [medio] 2013 blev angrebet af sudanesiske soldater. Ansøgerens fader blev slået ihjel, og ansøgeren flyttede herefter med resten af sin familie til byen Juba Al Daeir. Otte-ti dage senere vendte ansøgeren tilbage til byen for at hente tøj. På vej dertil, da ansøgeren var nået til byen Amberka, fik ansøgeren oplyst af tilfældige personer, at byen var blevet angrebet af det sudanesiske militær. Ansøgeren besluttede derfor ikke at tage til byen, men blev i Amberka. To dage senere blev ansøgeren anholdt af efterretningstjenesten, der mistænkte ansøgeren for at tilhøre modstandsbevægelsen, og ansøgeren blev fængslet. Ansøgeren var fængslet i fem måneder og blev i denne periode afhørt samt udsat for fysiske overgreb, indtil det lykkedes ham at flygte. Ansøgeren udrejste [ultimo] 2013 til Libyen med hjælp fra sin fætter, hvor han opholdt sig i ni måneder og herefter udrejste. Flygtningenævnet finder ikke at kunne lægge ansøgerens forklaring til grund, da den ikke fremstår troværdig. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren under hele sagen har forklaret, at han dels sad i en lille celle med kun to personer og dels i en stor celle beregnet til omkring 100 personer. Han har forklaret divergerende i flere omgange, om hvilken af cellerne han sad i først. Til asylsamtalen med Udlændingestyrelsen, har han forklaret, at han først sad i den store celle og derefter blev sat i den lille celle, hvor han sad, da han flygtede. Foreholdt de tidligere modstridende forklaringer, har han fastholdt dette. Under nævnsmødet har han ændret forklaring og igen forklaret, at han, da han flygtede, sad i celle med omkring 100 personer. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren burde kunne huske, hvorvidt han flygtede sammen med én eller mange andre personer fra cellen. Denne divergens er i sig selv så væsentlig, at hans forklaring om fængselsopholdet bliver utroværdig. Flygtningenævnet bemærker videre, at ansøgeren har forevist lodrette ar på […], som han har forklaret, stammer fra, at han er blevet slået med plastikslanger. Flygtningenævnet finder ikke, at dette kan ændre vurderingen, da disse ar kan være fremkommet på anden vis, ligesom det i sig selv fremstår tvivlsomt, om slag på tværs af […] kan give lodrette ar. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han konkret har været i myndighedernes søgelys som mistænkt for at støtte en oppositionsbevægelse. Uanset de vanskelige forhold i Sudan for etniske ikke-arabere, findes etniciteten ikke i sig selv at kunne begrunde asyl. Ansøgeren har derved ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/4/COL
