Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk fur og sunni-muslim fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at Janjaweed militsen vil slå ansøgeren og hans familie ihjel, og at han frygter regimet i Sudan, fordi de samarbejder med Janjaweed, som forfølger fur stammer. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans landsby [A] i 2011 blev angrebet af Janjaweed militsen. Ansøgeren var klar over, at det var Janjaweed, fordi det kun var Janjaweed, som angreb i dette område, og fordi angriberne havde tørklæde om hovedet. Janjaweed skød mod ansøgerens families hytte og brændte hytterne i landsbyen. Ansøgeren lå og sov om morgenen sammen med sin bror i hytten, da hans mor kom og fortalte ham, at han skulle flygte. Han flygtede på et æsel uden lillebroren. Ansøgeren var bange for, at lillebroren ikke kunne klare turen uden mad og drikke, og ansøgeren var gået i panik og ville væk. I [B] blev ansøgeren ført til flygtningelejren [C], hvor han fik et telt og blev genforenet med familien. I [sommeren] 2014 blev flygtningelejren angrebet af Janjaweed. De angreb om aftenen. Der var ingen vagter i lejren. Ansøgeren lå i sit telt og sov, da Janjaweed kom ind i teltet og dræbte hans far. Efter der var blevet råbt og skreget, forlod Janjaweed teltet. Ansøgerens far blev begravet, hvorefter ansøgeren rejste mod [D] for at få kontakt med sin onkel. Ansøgeren havde aftalt med sin mor, at han skulle fortælle onklen om farens død og tage onklen med til flygtningelejren. På vej mod [D] mødte ansøgeren to personer fra Janjaweed. De truede med at slå ansøgeren og hans familie ihjel. Ansøgeren blev truet til at følge med til en nomadelejr. Han skulle arbejde for Janjaweed ved at passe deres dyr. Der var hele tiden vagter sammen med ham. Ansøgeren blev slået med pisk og stok og fik knytnæveslag i ansigtet. Han knækkede en tand. Han blev mishandlet på grund af sin etnicitet, og de kaldte ham slave. Han var i nomadelejren i omkring 14 dage, hvorefter lejren blev flyttet til et nyt sted. Stedet lå tæt på den libyske grænse. Ansøgeren skulle sammen med andre slaver passe dyrene. Der var også her vagter 24 timer i døgnet. Efter omkring to måneder blev ansøgeren sat i en stor lastbil, som kørte til et marked i Libyen, hvor dyrene skulle sælges. Ansøgeren kom med for at passe på dyrene, når de blev læsset af lastbilen. Efter ankomst til markedet, blev ansøgeren ved lastbilen sammen med en vagt. En vagt og chaufføren gik hen til en restaurant ved markedet for at bestille mad. Der kom derefter en tjener med mad ud til lastbilen. Efter at have fået mad blev ansøgeren sendt tilbage til restauranten for at hente mere mad. Inde i restauranten mødte han en mand, som hed [X]. [X] spurgte, om ansøgeren var fra Sudan, og ansøgeren spurgte [X], om han kendte området. [X] fortalte, at han kendte området, og ansøgeren fortalte [X], at han var fra Sudan, at han var fanget af Janjaweed militsen, og at han ville flygte. [X] ville gerne hjælpe ham, og han ville gerne skaffe ansøgeren et job på en plantage, hvor han arbejdede. De flygtede herefter igennem markedet. Efter omkring to timer til fods, ankom de til plantagen, hvor ansøgeren fik arbejde igennem [X]. Ansøgeren skulle sammen med omkring 30 andre mennesker hjælpe med at høste græs, som skulle sælges på markedet. Ansøgeren tjente 200 dinarer om måneden. Han arbejdede på plantagen fra slutningen af 2014 frem til [sommeren] 2015. I [sommeren] 2015 kom ejeren og spurgte ansøgeren, om han var interesseret i at rejse til Italien. Ejeren af plantagen arbejdede også med at smugle folk ud af landet. Ansøgeren formodede også, at ejeren tilhørte Islamisk Stat (IS), fordi han havde våben og vagter. Ansøgeren betalte ejeren 1000 dinarer for at komme til Italien og havde endvidere 1000 dinarer til rejseomkostninger. Ansøgeren ville gerne til Europa, fordi det var et sikkert sted. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund og finder, at forklaringen om, at han har været fange hos Janjaweed fremtræder usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således forklaret udetaljeret, udbyggende og til dels divergerende om en række forhold og har blandt andet først i forbindelse med nævnets behandling af sagen oplyst, at der også var regeringstropper til stede under angrebet på hans landsby i 2011, og at han under fangeskabet hos Janjaweed også blev slået med stok, herunder på benene. Hertil kommer, at ansøgerens forklaring om omstændighederne i forbindelse med hans flugt fra Janjaweed fremtræder usandsynlige. Det er således påfaldende, at ansøgeren, der på daværende tidspunkt efter sin egen forklaring var fange, fik mulighed for at flygte på markedet i forbindelse med, at han alene var blevet beordret til at gå over til en restaurant i nærheden for at hente mere mad. Nævnet har herunder lagt vægt på, at ansøgeren tidligere har forklaret, at han var bevogtet døgnet rundt. Ansøgerens forklaring om, at han på den pågældende restaurant tilfældigt mødte [X], der hjalp ham med at flygte og efterfølgende få arbejde i en plantage i en periode indtil udrejsen, forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet bemærker videre, at den sikkerhedsmæssige situation for uprofilerede etniske fur ikke er af en sådan karakter, at enhver, der vender tilbage til Sudan, kan antages at være i en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det følger af det ovenfor anførte, at der ikke er anledning til at udsætte sagen på en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2016/30/SLH
