suda201629

Nævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra Wad Madani, Al-Jazirah, Sudan. Ansøgeren har i gymnasietiden været medlem af [parti], som er et underorgan til [parti]. Han blev på universitetet medlem af [parti] og har været det siden. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at han vil blive anholdt, fængslet, tortureret eller dræbt af de sudanesiske myndigheder som følge af sine politiske aktiviteter for [parti]. Han har til støtte herfor oplyst, at han i 1990 blev medlem af [parti], som er et underorgan til [parti], i forbindelse med, at han begyndte på universitetet. Han gik på gymnasiet fra 1990 til 1993 og var i hele perioden politisk aktiv, idet han introducerede og rekrutterede unge studerende til organisationen, ligesom han forberedte og deltog i politiske møder. I 1993 blev ansøgeren anholdt og fængslet i 35 dage, idet de sudanesiske myndigheder havde fået kendskab til, at han var i gang med at arrangere en demonstration, ligesom de sudanesiske myndigheder ville have, at han skulle angive andre partifæller til dem. Han blev løsladt efter 35 dage uden konsekvenser. I 1995 blev han anholdt igen, og han var i den forbindelse fængslet i omkring 14 dage på grund af deltagelse i en demonstration. Han blev løsladt, idet han underskrev en erklæring om, at han ville indstille sine politiske aktiviteter. Ansøgeren deltog også i politiske aktiviteter på universitetet fra 1995 til 1999, men det foregik i det skjulte. Ansøgeren var arbejdsløs fra 1999 til 2003 og var ikke politisk aktiv udover forberedelse og deltagelse i en demonstration på markedet i Wad Madani. I 2003 flyttede ansøgeren til [by] i Darfur, men da landsbyen blev angrebet af regeringens styrker i 2003, flygtede ansøgeren til flygtningelejren […] hvor han tog ophold indtil 2014. Under sit ophold i flygtningelejren havde ansøgeren kontinuerligt kontakt til partimedlemmer i Khartoum og […], ligesom han havde kontakt til væbnede grupperinger, som også var i opposition til regeringen. Han fortsatte desuden med sine politiske aktiviteter i flygtningelejren, herunder rekruttering af unge samt forberedelse og deltager i politiske møder. Ansøgeren blev anholdt og fængslet igen [i starten af] 2014 i 19 dage, fordi han blev beskyldt for at have smuglet mad til oppositionen samt at have forfalsket rationeringskort i flygtningelejre. I forbindelse med fængslingen mødte han en officer, som han havde været i kontakt med flere år tidligere. Officeren sagde, at han kendte til ansøgerens politiske aktiviteter, men at han ville blive løsladt, og at de ville holde øje med ham efter løsladelsen. [I foråret] 2014 flyttede han til Khartoum, hvorefter han blev tildelt en position som undersekretær i forberedelsesudvalget i [parti]. Han havde i den forbindelse den koordinerende rolle i forhold til rekrutteringen af unge til partiet, ligesom udvalget var ansvarligt for at forberede møder og seminarer til partiet. Ansøgeren udrejste af Sudan i forbindelse med valgperioden [i foråret] 2015, idet regeringen var begyndt at fængsle mange personer fra oppositionen. Ansøgeren udrejste legalt af Sudan via lufthavnen i Khartoum, idet han forinden, i forbindelse med sit arbejde i FN’s Fødevareorganisation (FAO), havde fået udstedt et Schengen-visum af den norske ambassade i Khartoum. Flygtningenævnet lægger til grund, at ansøgeren fra sin tidlige ungdom har været aktiv i [parti] ligesom nævnet lægger til grund, at han har været tilbageholdt i 1993, fordi han deltog i demonstrationer og at han blev løsladt efter 35 dage uden sanktioner samt, at han i 1995 blev tilbageholdt i 14 dage grundet deltagelse i en demonstration, og at han i de efterfølgende år fortsat var politisk aktiv i det skjulte. Nævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev tilbageholdt [i starten af] 2014, hvor han blev udspurgt om nogle forhold, som han nægtede. Nævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han i forbindelse med den seneste anholdelse er kommet i myndighedernes søgelys i et sådant omfang, at han vil være udsat for risiko for forfølgelse på grund af sine politiske aktiviteter. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren uden problemer har kunnet tage ophold i Khartoum [i foråret] 2014, hvor han har kunnet opholde sig problemfrit indtil udrejsen [i foråret] 2015. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at højtstående medlemmer af [parti] fortsat opholder sig i Khartoum, og endeligt har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har fået udstedt pas af myndighederne efter personlig henvendelse, og at han har kunnet udrejse legalt fra lufthavnen i Khartoum. Nævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved udrejsen var i myndighedernes søgelys. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Sudan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller i risiko for overgreb. Betingelserne for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, er således ikke opfyldt. Det bemærkes, at nævnet herefter ikke finder anledning til at iværksætte en torturundersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2016/29/SHH