Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan.. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er sudanesisk statsborger, tilhører Zagawa stammen og er muslim af trosretning fra Al-Jazzirah området. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet og sået ihjel af den sudanesiske efterretningstjeneste som følge af sin illegale udrejse og sit etniske tilhørsforhold. Ansøgeren har endvidere henvist til, at den generelle situation i Darfur området er ustabil og usikker som følge af krigen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han er født i Darfur området. Som barn flyttede han til Al-Jazzirah området på grund af krigen. Ansøgeren har videre oplyst, at sudanesere med arabisk etnicitet er diskriminerende overfor sudanesere af afrikansk afstamning. Ansøgeren har eksempelvis oplevet, at arabiske mænd har tvunget sig foran i køen, når han har hentet vand ved floden, og han er blevet verbalt overfuset og diskrimineret i skolen. Ansøgeren har i sit asylskema og under samtalen med Udlændingestyrelsen alene henvist til, at han som barn blev chikaneret i sin landsby og den generelle uro og utryghed i Sudan. Han har under sin samtale med Dansk Flygtningehjælp tilsyneladende oplyst de samme grunde. Nævnet finder ikke, at oplysningerne om chikanen tyder på, at chikanen har haft en sådan karakter eller intensitet, at der er tale om forfølgelse efter udlændingelovens § 7. Selvom det lægges til grund, at ansøgeren er af afrikansk afstamning og oprindeligt kommer fra Darfur området, har han ikke oplevet krig eller andre former for forfølgelse på grund af sin oprindelse. Selvom det efter de foreliggende baggrundsoplysninger må lægges til grund, at afrikanere fra Darfur risikerer anholdelse og eventuelt tortur under afhøring, ligesom det på baggrund af samme baggrundsoplysninger må lægges til grund, at sudanesere, der har opholdt sig i længere tid i udlandet kan påkalde sig opmærksomhed, finder nævnet ikke, da ansøgeren ikke har tilhørt oprørsbevægelsen, politiske grupper eller andre grupperinger i opposition til myndighederne, at han alene af de grunde vil være i risiko for forfølgelse fra myndighederne. Ansøgeren har umiddelbart op til mødet gjort gældende, at han ligeledes frygter at blive straffet, fordi han har unddraget sig militær tjeneste, ligesom han ved en tilbagevenden til Sudan risikerer straf, fordi han af samvittighedsgrunde vil nægte militær tjeneste. Han har på nævnsmødet forklaret, at hans familie i juli 2015 har fortalt, at militæret har været forbi hans forældres bopæl og spurgt efter ham. Et flertal af nævnets medlemmer finder, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket som følge af, at han på nævnsmødet har forklaret, at hans oprindelige frygt var militær indkaldelse, mens dette ikke fremgår af hverken asylskema eller samtaler med Udlændingestyrelsen eller Dansk Flygtningehjælp. Dette flertal lægger endvidere vægt på, at han ikke har oplyst at være blevet indkaldt og finder allerede af den grund, at hans påståede frygt om indkaldelse ikke er konkret. På baggrund af oplysningerne i Landinfos rapport: ”Temanotat: Sudan: Verneplikt og rekruttering til regimeallierte militser.”, udgivet 24. marts 2015, hvorefter der alene indkaldes et begrænset antal værnepligtige, og da der efter oplysningerne ikke sker tvangsrekruttering, og da kun en lille del af de indkaldte sendes til Darfur området, finder nævnet ikke, at ansøgeren er i risiko for at blive sendt i væbnet kamp mod befolkningen i Darfur. Da hans påståede motiv således ikke er konkret og individuelt begrundet, finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller asylbegrundende forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har herefter ikke fundet grundlag for at hjemvise sagen. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2015/9
