Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Ansøgeren tilhører stammen […] og er muslim af trosretning fra […], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter, at han kommer til at stå uden eksistensgrundlag, idet han ikke har noget sted at være og ikke ønsker at leve på gaden. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er født i landsbyen […] i det sydlige Sudan. Efter sin fars død voksede han op hos sine farbrødre, og i en ung alder flyttede han til Omdurman, hvor han i starten levede på gaden. Senere fik han job med at indkassere penge i en bus, og dernæst blev han udlært indenfor byggebranchen og fandt et arbejde med at opsætte keramik. Han boede på et lejet værelse, når han havde råd til at betale huslejen, og levede ellers på gaden. Han valgte at udrejse af Sudan, fordi hans arbejdsgiver ikke betalte den løn, han havde krav på. Ansøgeren kontaktede en agent, som arrangerede hans rejse til Libyen. På samme måde som Udlændingestyrelsen kan Flygtningenævnet lægge ansøgerens forklaring om asylmotiv til grund. Det bemærkes indledningsvist, at dødstruslerne fra ansøgerens tidligere arbejdsgiver ikke findes at være relevante for den asylretlige bedømmelse af ansøgeren i forhold til Sudan, idet [et libysk firma] var et firma, ansøgeren arbejdede kortvarigt for i forbindelse med, at han under sin flugt rejste gennem Libyen. Nævnet finder ikke, at det asylmotiv, ansøgeren i øvrigt har påberåbt sig, kan føre til konventions- eller beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren alene har påberåbt sig socioøkonomiske forhold, og at det ikke er sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Suda/2015/6
