Nævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne har forklaret, at de er etniske tigrinya og kristne af trosretning. Den mandlige ansøger er født i […] i det nuværende Eritrea. Han udrejste til Sudan i 1980. Den kvindelige ansøger er født og opvokset i Khartoum, Sudan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger flygtede fra […] på grund af krigen. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter forholdene i Eritrea, hvis de skulle vende tilbage dertil, og at levevilkårene i Sudan, herunder for kristne, var for dårlige. De ønsker et bedre liv for deres børn. Efter udlændingelovens § 40 påhviler det en asylansøger at sandsynliggøre sin identitet og det asylmotiv, vedkommende påberåber sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge den mandlige ansøgers forklaring om, at han er eritreisk statsborger, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring har boet de seneste cirka 35 år i Sudan, at ansøgeren ikke har nogen form for dokumentation for sin identitet, hverken fra Eritrea, Etiopien eller Sudan, selvom han efter sin egen forklaring har været i besiddelse af en form for identitetspapirer i Sudan. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren kun har givet meget begrænsede oplysninger om sin familiebaggrund, og herunder divergerende oplysninger om, hvor mange gange han har mødt sin fader i Sudan, og hvor dette skete. Endvidere er det efter ansøgerens forklaring helt uklart, hvordan ansøgerens bekendte skulle blive klar over, at ansøgerens fader var død, og hvorefter de gav ansøgeren besked herom. Hertil kommer, at ansøgeren har givet divergerende oplysninger om de identitetspapirer, han påberåber sig at have været i besiddelse af i Sudan. Nævnet lægger videre vægt på, at ansøgeren kun har givet meget overordnede oplysninger om forholdene i Eritrea. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren må vurderes i forhold til Sudan, hvor han enten er statsborger, eller hvor han uden statsborgerskab har haft fast bopæl de seneste 35 år. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge den kvindelige ansøgers forklaring om at være eritreisk statsborger til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at den kvindelige ansøger efter sin forklaring er født i 1980 i Sudan. Efter den sudanesiske statsborgerskabslovs § 4, stk. 1, litra b, i, er den kvindelige ansøger dermed sudanesisk statsborger ved fødsel. For så vidt angår ansøgernes børn må disse ligeledes antages at være sudanesiske statsborgere, eller i det mindste statsløse med mulighed for at opnå sudanesisk statsborgerskab ifølge den sudanesiske statsborgerskabslovs § 4, stk. 3. Ansøgerne har i forhold til Sudan, bortset fra deres kristne tro, kun henvist til levevilkårene som begrundelse for ikke at kunne vende tilbage dertil. Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold er af en sådan karakter, at ansøgerne i den anledning risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Sudan. Flygtningenævnet finder af samme grunde ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på en sprogtest af den mandlige ansøger. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2015/4
