Nævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk masalit og muslim fra Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive dræbt af repræsentanter fra regeringen, som forud for hans udrejse mistænkte ham for at samarbejde med oprørsgrupper og internationale nødhjælpsorganisationer i Darfur, da han har unddraget sig militærtjeneste. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans hjemby […] i Geneina-området, blev brændt ned af militsgruppen Janjaweed [i foråret] 2003. Mange mennesker, herunder ansøgerens fader, døde under angrebet. Det lykkedes for ansøgeren, hans moder og to brødre at flygte. Ansøgeren tog efterfølgende ophold i Geneina by, hvor han flyttede ind hos to skolekammerater og fortsatte sin skolegang. Ansøgerens moder og to brødre tog ophold i en flygtningelejr i […] Geneina, hvor de fortsat bor. Fra [foråret] 2004 begyndte ansøgeren og hans bofæller frivilligt at indsamle tøj til […] flygtningelejrens beboere. [i sommeren] 2007 blev ansøgeren opsøgt på bopælen af fem maskerede og bevæbnede mænd, der tilbageholdt ansøgeren. Han var tilbageholdt i omkring tre en halv måned og blev udsat for flere former for tortur. Formålet med tilbageholdelsen var at få ham til at indrømme, at han samarbejdede med regeringsfjendtlige oprørsgrupper eller udenlandske organisationer. Efter tre en halv måned underskrev ansøgeren, mod løftet om løsladelse, et dokument, som han ikke fik oplyst det nærmere indhold af. [primo] 2008 blev han igen opsøgt af tre personer, som bragte ham til et for ham ukendt sted, formentlig en militærkaserne. Efter omkring fem dage blev han kørt til behandling på et militærhospital, da han havde sultestrejket. Efter en nat på hospitalet flygtede han og tog tilbage til sin bopæl, hvor han opholdt sig tre dage, inden sin udrejse af Sudan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sine konflikter med myndighederne, herunder vedrørende unddragelse af militærtjeneste, efter 2003 til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende blandt andet om, hvorvidt han forud for løsladelsen fra den første tilbageholdelse blev gjort bekendt med indholdet af de dokumenter, han blev presset til at underskrive. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2014 forklaret detaljeret om, hvad han skrev under på, hvorimod han til asylsamtalerne [i foråret] 2015 samt under forklaringen for Flygtningenævnet har oplyst, at han ikke vidste, hvad han skrev under på. Nævnet har her ud over fundet det utroværdigt, at det lykkedes ansøgeren at flygte fra den anden tilbageholdelse som af ham beskrevet, herunder at han blev efterladt ubevogtet, og at han i afkræftet tilstand uden videre kunne kravle over en væg og slippe væk. Det findes ligeledes utroværdigt, at han på sin bopæl i kort afstand fra hospitalet kunne opholde sig i tre døgn uden at myndighederne eftersøgte ham der. Uanset ansøgerens etnicitet som masalit, og uanset at den del af asylmotivet, der angår nedbrændingen af ansøgerens hjemlandsby […] lægges til grund, finder Flygtningenævnet, at betingelserne for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, ikke er opfyldt. Nævnet har herved lagt afgørende vægt på, at ansøgeren – der selv har forklaret, at han havde en underordnet rolle, og at det tilsyneladende var tilfældigt, at alene han og ikke også de to venner blev tilbageholdt af myndighederne – fremstår helt uprofileret. På denne baggrund findes ansøgeren ikke at have sandsynliggjort, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2 er opfyldt. På denne baggrund finder Flygtningenævnet heller ikke grundlag for at udsætte sagen på foretagelse af en torturundersøgelse af ansøgeren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” suda/2015/3
