Nævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Sudan. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk Zaghawa og muslim fra [A], Sudan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Sudan frygter at blive fængslet, tortureret eller slået ihjel af den sudanesiske sikkerhedstjeneste, fordi han har opholdt sig i Israel, og fordi han er mistænkt for at samarbejde med oppositionsbevægelsen Justice and Equality Movement (JEM). Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans fætter, [B], der er medlem af JEM, i 2008 deltog i et angreb mod byen Omdurman, hvor ansøgeren boede. I slutningen af 2011 eller i begyndelsen af 2012 rejste ansøgeren til Israel, fordi han var bange for, at myndighederne mistænkte ham for at samarbejde med JEM. Ansøgeren opholdt sig i Israel i to år frem til [starten af] 2014, hvor han rejste tilbage til Sudan, fordi de israelske myndigheder havde besluttet at lukke landet for flygtninge. Ved ankomsten til Khartoum Lufthavn i Sudan blev ansøgeren anholdt, fordi sikkerhedstjenesten mistænkte ham for at have opholdt sig i Israel, hvilket var forbudt efter sudanesisk lovgivning. Ansøgeren var herefter tilbageholdt i 40 dage, hvor han blev afhørt om sit ophold i Israel og om sin tilknytning til oppositionen i Sudan, ligesom han blev udsat for fysiske overgreb. Efter 40 dages fængsling, blev ansøgeren overført til et hospital, fordi han var besvimet i forbindelse med et fysisk overgreb. Det lykkedes ansøgeren at flygte fra sin hospitalsstue, og hans fader hjalp ham herefter med at rejse til Libyen, hvor han indrejste [i foråret] 2014. Ansøgerens rejste efterfølgende til Danmark. Selvom det efter det oplyste ikke kan afvises, at ansøgeren har arbejdet i Israel, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at myndighederne er bekendt hermed. Flygtningenævnet lægger vægt på, at ansøgeren indrejste fra Egypten, og at han i øvrigt fremstår helt uprofileret. Han havde ikke papirer på sig, som indikerede, at han havde opholdt sig i Israel. Ansøgerens forklaring om, at han blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb i 40 dage med efterfølgende hospitalsindlæggelse til følge, fremstår ikke selvoplevet. Det samme er tilfældet med hans forklaring om flugten fra hospitalet allerede dagen efter indlæggelsen. Ansøgeren har ikke på overbevisende måde sandsynliggjort, hvorledes myndighederne med føje kunne mistænke ham for at opholde sig i Israel. Han har forklaret upræcist om begivenhederne i fængslet, hvorunder han blev afhørt og udsat for voldsomme fysiske overgreb. Han har forklaret upræcist om, hvad han fejlede, da han pludselig blev indlagt på hospital, ligesom han har forklaret upræcist om behandlingen på hospitalet og om, hvorledes han var i stand til at flygte fra hospitalet. Endelig må det tillægges vægt, at der ikke er oplysninger om, at familien har haft problemer på grund af ansøgerens forhold, herunder at myndighederne skulle have ledt efter ansøgeren på bopælen. Da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet hans forklaring herom. Det kan herefter ikke lægges til grund, at ansøgeren skulle være efterstræbt af myndighederne. Efter det foreliggende er der heller ikke grundlag for at imødekomme en påstand om hjemvisning af sagen til Udlændingestyrelsen. Det kan ikke lægges til grund, at ansøgeren var forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Suda/2015/12
