Nævnet meddelte i december 2009 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Gaza. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Gaza, og det efter ansøgerens forklaring, der støttedes af baggrundsmaterialet, kunne lægges til grund, at han tilhørte en klan, som havde støttet Fatah, og som derfor havde en aktuel og alvorlig konflikt med Hamas. På denne baggrund sammenholdt med ansøgerens i øvrigt konsistente forklaring om hans brors medlemskab af den militære gren af Fatah og med hans egen ansættelse med høj rang under den tidligere sikkerhedstjeneste, fandt nævnet det sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Statsløspal/2009/7