Nævnet stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon. Indrejst i 1997. Udlændingeservice havde i 1996 meddelt ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, på baggrund af ægteskab med en herboende kvinde. I 2000 havde Udlændingeservice meddelt ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse. I 2009 søgte ansøgeren asyl i Danmark. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser, født i en flygtningelejr i Libanon og muslim af trosretning. Ansøgeren er som statsløs palæstinenser fra Libanon omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet var herefter, om Libanon kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Ansøgeren havde til sagen oplyst, at han i 1980’erne havde været menigt medlem af Fatah, og at han blandt andet havde udført vagtopgaver for organisationen. I 1984-85 og i 1985-86 var han to gange blevet tilbageholdt i henholdsvis tre og syv måneder af Amal-militsen, og under den anden tilbageholdelse var han blevet udsat for tortur. Ansøgeren havde opholdt sig i Libanon indtil 1997, hvor han var blevet familiesammenført med sin nuværende danske ægtefælle. Ansøgeren havde ikke haft konflikter med de libanesiske myndigheder. Ved en tilbagevenden til Libanon frygtede han Amal-militsen og Hizbollah. Ansøgeren havde sin mor og fem søskende i Libanon. Ansøgeren var i 2008 rejst til Libanon dels for at besøge sin mor og dels for at få udstedt nyt palæstinensisk rejsedokument, hvilket var sket problemfrit. Under disse omstændigheder fandt Flygtningenævnet, at Libanon fortsat kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet stadfæstede derfor Udlændingeservices afgørelse. Stat.pal./2010/8
