Nævnet stadfæstede i november 2008 Udlændingeservices afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i 2001. Ansøgeren havde som asylmotiv henvist til, at han i Tunesien havde skrevet tre digte om forholdene i Palæstina og hængt dem op på en opslagstavle på et universitet, og at der som følge heraf var blevet afholdt en demonstration mod Israel. Ansøgeren var herefter blevet udvist af Tunesien. Udlændingeservice meddelte i 2004 ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2004 hjemviste Flygtningenævnet sagen til Udlændingeservice, idet ansøgeren af Udlændingeservice alene var blevet vurderet i forhold til Irak og ikke Tunesien, hvor han havde opholdt sig i en lang periode sammen med sin søster. I 2005 vurderede Udlændingeservice ansøgeren i forhold til Tunesien og meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2005 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse. I 2006 hjemviste Flygtningenævnet sagen til fornyet behandling i Udlændingeservice, idet der var fremkommet oplysninger om, at ansøgeren var født i Syrien. I 2006 vurderede Udlændingeservice ansøgeren i forhold til Syrien og Tunesien og meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I 2007 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingeservices afgørelse, idet nævnet fandt, at Syrien ikke kunne anses for ansøgerens hjemland, heller ikke selvom de syriske myndigheder havde tilkendegivet at ville udstede Laissez-passer til ansøgeren med henblik på indrejse i Syrien. Nævnet besluttede på denne baggrund, at ansøgeren kunne udsendes til Tunesien. I 2008 besluttede Flygtningenævnet at genoptage sagen, idet der var fremkommet nye oplysninger via Udenrigsministeriet, herunder oplysninger om ansøgerens tilknytning til Syrien og oplysninger om rejsedokumenter. Ansøgerens søsters sag og ansøgerens sag blev sambehandlet i nævnet. Flygtningenævnet lagde – efter indholdet af et brev med bilag fra Udenrigsministeriet – til grund for sagen, at ansøgeren var født i en flygtningelejr ved Damaskus i Syrien. Hans familie var i sin tid blevet registreret med et familienummer som statsløse palæstinensere i Syrien. Dette stemte overens med, at ansøgeren under Flygtningenævnets behandling af hans sag i 2007 havde forklaret, at hans onkel havde ansøgt om rejsedokument for ansøgeren på den syriske ambassade i Tunis, og at ansøgeren havde fået udstedt dette rejsedokument, som han havde anvendt til sin udrejse af Tunesien til Spanien. Af Udenrigsministeriets brev fremgik endvidere, at den kilde, som Udenrigsministeriet havde engageret til at undersøge forholdene, havde oplyst, at de syriske myndigheder intet udestående havde med ansøgeren og hans søster. Flygtningenævnet bemærkede i denne forbindelse, at ansøgeren havde oplyst, at han i 1999 var indrejst og havde opholdt sig i Syrien i cirka 14 dage efter at have fået udstedt syrisk rejsedokument. Flygtningenævnet fandt under disse omstændigheder, at ansøgeren asylretligt skulle vurderes i forhold til Syrien, hvor han var født. Ansøgerens forklaring til et samtalereferat i 2002 og under Flygtningenævnets behandling i 2004 om, at han var født i Irak, kunne derfor ikke lægges til grund for sagen. Efter de foreliggende oplysninger fandt Flygtningenævnet ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for forfølgelse af de grunde, som er nævnt i Flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Der fandtes heller ikke at foreligge sådanne særlige grunde, at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til Syrien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001. Flygtningenævnet fandt herefter, at der var grundlag for at ændre nævnets afgørelse fra 2007, således at ansøgeren også ville kunne udsendes tvangsmæssigt til Syrien, jf. udlændingelovens § 32 a. Statsløspal/2008/5
