Koens og aeresrelateret forfoelgelse - Anden forfoelgelse
Nævnet meddelte i februar 2007 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsløs palæstinenser fra Syrien. Indrejst i januar 2005. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren er statsløs palæstinenser fra Syrien, araber og sunni-muslim. Hun havde ikke været hverken politisk eller religiøs aktiv. Ansøgeren havde som asylgrundlag henvist til, at hun især frygtede sin egen families dødstrusler, hvis hun skulle vende tilbage til Syrien, da hun havde bragt skam over familien ved at forlade sin mand, ligesom hun havde vidnet imod ham i en sag om hustruvold. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerens familie - herunder hendes fader - flere gange havde truet hende med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun forlod sin mand og vendte tilbage til Syrien. Flygtningenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgerens kusine for nogle år siden blev slået ihjel af sin nærmeste familie, da kusinen havde krænket familiens ære ved at gå fra sin mand. Ansøgeren havde oplyst, at hendes fætter som følge heraf i Syrien var blevet idømt en kortvarig fængselsstraf. Det fremgår af baggrundsoplysningerne, herunder Udlændingeservices fact-finding rapport af 28. februar 2002, at æresdrab forekommer i Syrien, og at æresdrab ofte ikke straffes eller straffes meget lempeligt, samt at kvinder i praksis ikke kan være sikre på, at myndighederne vil være i stand til eller vil have tilstrækkelig vilje til at yde beskyttelse mod vold i familieforhold. Da det ikke kunne udelukkes, at ansøgeren ville blive udsat for æresdrab af sin familie, hvis hun vendte tilbage til Syrien, og da ansøgeren ikke efter de anførte baggrundsoplysninger kunne forvente at få myndighedernes beskyttelse, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Syrien ville være i risiko for overgreb fra familiens side som nævnt i udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 945 af 1. september 2006. Stat.pal./2007/3