Nævnet stadfæstede i januar 2007 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsløs palæstinenser fra Libanon, født i 1976.Indrejst i april 2006. Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren som statsløs palæstinenser fra Libanon er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren havde som begrundelse for sin asylansøgning blandt andet henvist til, at han ved en tilbagevenden frygtede for repressalier fra PFLP-GC (Popular front of the Liberation of Palestina – General Command), idet han havde forladt bevægelsen. Flygtningenævnet bemærkede, at ansøgerens aktiviteter for PFLP-GC i det væsentlige havde angået vagt og overvågningsopgaver, ligesom han havde deltaget i kamphandlinger. Flygtningenævnet fandt, at ansøgeren fremstod som et uprofileret medlem af bevægelsen. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren senest havde haft kontakt til PFLP-GC i 2001 forud for fængslingen af ham af de libanesiske myndigheder. Siden løsladelsen i 2002 havde han opholdt sig cirka to år i Tripoli i Libanon, uden at bevægelsen havde gjort forsøg på at opsøge ham personligt. Han havde i nævnet forklaret, at bevægelsen indirekte havde opsøgt ham, idet familiemedlemmer til PFLP-GC folk havde spurgt efter ham på familiens adresse. Flygtningenævnet fandt på denne baggrund – også henset til den tid, der var forløbet, siden han forlod bevægelsen – ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ville være i en sådan risiko for efterstræbelse af PFLP-GC, at der var grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ansøgeren henviste endvidere til, at han havde været fængslet af myndighederne fra 2001 til 2002, som sigtet for våbenhandel med videre, og at han under tilbageholdelsen blev hårdhændet behandlet. Ansøgeren forklarede, at han blev løsladt på grund af mangel på beviser, og at han var udeblevet fra retsmøder, hvortil han var blevet tilsagt. Flygtningenævnet fandt ikke, at det påberåbte forhold var af en sådan karakter, at det begrundede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og bemærkede herved, at ansøgeren havde opholdt sig problemfrit i cirka 2 år efter løsladelsen, uden at myndighederne havde opsøgt ham personligt. Flygtningenævnet fandt derfor, at Libanon fortsat kunne tjene som ansøgerens første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. De generelle forhold for statsløse palæstinensere, der er omfattet af UNWRA, fandtes ikke at kunne føre til noget andet resultat. Stat.pal./2007/2
