Stat.pal20045

Nævnet meddelte i august 2004 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden, født i 1971. Indrejst i maj 2001. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren siden 1987 havde været medlem af Fatah-organisationen, at ansøgeren i perioden frem til 1991 var fængslet flere gange af israelerne, hvorunder ansøgeren blev udsat for en hårdhændet fysisk behandling, at ansøgeren i 1993 blev udnævnt til officer for Fatah-organisationen, at ansøgeren i 1997 blev sikkerhedschef i et distrikt i Nablus, og at ansøgeren i 2001 holdt sig skjult og efterfølgende udrejste, da israelerne ledte efter ham. Flygtningenævnet kunne på denne baggrund ikke afvise, at ansøgeren havde haft en sådan profileret stilling, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet kunne risikere at blive udsat for en forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer fandt efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at der var alvorlig grund til at antage, at ansøgeren havde begået handlinger, som medførte, at han skulle udelukkes som flygtning efter Flygtningekonventionen art. 1 F (a) og (b) eller efter udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 2. Stat.pal/2004/5