Nævnetmeddelte i februar 2004 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsløs palæstinenser fra Vestbredden, født 1975. Indrejst i januar 2003 Ansøgeren fik problemer med Islamisk Jihad og Hamas, der mistænkte ansøgeren for at være spion og for at samarbejde med israelerne, idet han havde repareret nogle biler for en israelsk mand, som tillige skaffede ansøgeren nye kunder mod at få del i fortjenesten, hvorfor ansøgeren klarede sig bedre end mange andre i området. Islamisk Jihad og Hamas havde set manden sammen med ansøgeren mere end én gang, hvorfor de mistænkte ansøgeren for spionage. Tre gange blev ansøgeren truet med, at han ville blive slået ihjel. Ansøgeren lyttede imidlertid ikke til dem, og han fortsatte med at udføre arbejde for manden, indtil der opstod rygter om, at ansøgeren var spion i byen. Flygtningenævnet lagde til grund, at Vestbredden, hvor ansøgeren er født og opvokset, skulle betragtes som ansøgerens hjemland. Nævnet lagde efter ansøgerens forklaring til grund, at ansøgeren var blevet opsøgt tre gange af personer fra Islamisk Jihad eller Hamas, der mistænkte ansøgeren for at være spion for israelerne og fremsatte trusler mod ham. Nævnet fandt ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ved afgørelsen af, om ansøgeren kunne anses for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, fandt nævnet efter de nu foreliggende oplysninger om forholdene på Vestbredden ikke at kunne afvise, at ansøgeren ved en tilbagevenden ville være i risiko for at blive udsat for overgreb af en karakter som anført i udlændingelovens § 7, stk. 2, fra Hamas eller Jihads side, overgreb som ansøgeren ville have vanskeligt ved at opnå myndighedernes beskyttelse imod. Stat.pal/2004/3