Nævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Vestbredden. Indrejst i 2012
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og muslim af trosretning fra Vestbredden og statsløs palæstinenser. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer. Ansøgeren har udtalt sig kritisk imod Hamas og Fatah og opfordret sine venner og bekendte til at undlade at stemme på dem. Ansøgeren har været aktiv bl.a. på hjemmesiden ”[A]”, hvor han deltog i debatter og fremsatte sine politiske meninger. Ansøgeren har skrevet kritiske artikler om Hamas og Fatah på forskellige hjemmesider. Ansøgeren var kendt for sine politiske meninger. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Vestbredden frygter, at de jordanske myndigheder vil tilbageholde ham og udlevere ham til myndighederne i Palæstina, som derefter vil fængsle og torturere ham. Ansøgeren har desuden henvist til, at han frygter, at Hamas vil slå ham ihjel, idet Hamas tror, at han er spion for Israel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han siden 2004 har udtalt sig kritisk om Hamas og Fatah. Ansøgeren har været aktiv på chatrummet ”[A]”, hvor han deltog i debatter. I februar 2009 var han på [A], og en anden bruger, som kaldte sig ”[B]”, informerede om en episode, som Hamas og UNRWA havde været involveret i. Efterfølgende kommenterede ansøgeren på nyheden og var meget kritisk over for Hamas. Samme nat omkring klokken to om natten kom en gruppe maskerede Hamas-folk til hans bopæl, og han blev kørt til et plantageområde og blev afhørt om, hvordan han havde fået sin viden om episoden med UNRWA og Hamas. Ansøgeren blev udsat for slag og anklaget for at være spion for Israel. Han fik lagt en håndgranat i sine sammenbundne hænder, og han fik af vide, at granaten ville eksplodere, efter Hamas-folkene forlod stedet, og hvis ansøgeren åbnede sine hænder. Derefter kørte Hamas-folkene væk, og ansøgeren fandt noget glas, som han kunne skære sine hænder fri med. Ansøgeren smed granaten væk, som viste sig at være falsk. Da han kom hjem, sagde hans far, at han skulle forlade hjemmet. Ansøgeren tog herefter til Al-Tiba. Her fandt ansøgeren et hus, han kunne sove i, og han fandt et arbejde i byggebranchen. Ansøgeren blev i Al-Tiba i to måneder og arbejdede, indtil han besluttede sig for at tage til Sverige. Et par dage efter hans ankomst til Al-Tiba, havde han hentet sin svenske opholdstilladelse på den danske ambassade i Ramallah. For at komme til Sverige skulle ansøgeren flyve via Jordan. Da ansøgeren ville krydse grænsen til Jordan, fik han problemer med en officer, som sagde, at han havde en konflikt med den palæstinensiske efterretningstjeneste. Gennem de næste par måneder forsøgte ansøgeren flere gange forgæves at få lov til at indrejse i Jordan. Til sidst betalte han officeren 1000 dollars, hvorefter han fik lov til at indrejse. Herefter fløj han til Sverige uden problemer. Mens han opholdt sig i Al-Tiba, opsøgte den palæstinensiske efterretningstjeneste hans familie et par gange. Efterretningstjenesten havde hørt, at ansøgeren havde været kidnappet, og de ville derfor afhøre ham. Efterretningstjenesten havde også tilbageholdt ansøgerens bror en enkelt gang. Derudover havde to vigtige personer fra Hamas spurgt ansøgerens venner, hvor ansøgeren befandt sig. Omkring to måneder efter ansøgeren kom til Sverige, opsøgte efterretningstjenesten igen hans forældre, og ansøgerens far sagde til dem, at ansøgeren var i Sverige. Ansøgeren oplyste, at han havde problemer, da han gik på universitetet, hvor han blev chikaneret. To gange blev han tævet af andre elever, som var medlemmer af studenterunionerne, som hørte under Fatah og Hamas. Inden én af sine eksaminer, blev ansøgeren påkørt af et medlem af Fatah, og han fik derefter ikke lov til at fortsætte på universitetet og afslutte sin uddannelse. Ansøgeren oplyste, at han blev tilbageholdt af efterretningstjenesten på Vestbredden i 2005 og 2007. Begge gange havde han udtalt kritik af Mahmoud Abbas. I forbindelse med tilbageholdelsen blev han afhørt og udsat for psykisk tortur. Ansøgeren oplyste endvidere, at de problemer, han havde haft siden februar 2009, ikke var alvorlige nok til, at han ville udrejse af Vestbredden. Det var først i forbindelse med Hamas’ tilbageholdelse af ham, og efterretningstjenestens efterfølgende eftersøgning, at han følte, at han var i fare. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren har fået udstedt rejsedokument af de palæstinensiske myndigheder den 26. august 2008, den 6. marts 2011 og den 19. juni 2016. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren først søgte asyl, da han ikke længere havde noget opholdsgrundlag i Sverige. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, han påberåber sig. Nævnet bemærker herved, ud over de ovennævnte omstændigheder, at ansøgeren først i dag har forklaret om, at han fik sin mobiltelefon tilbage, således at han havde den i lommen, da Hamas-folkene forlod ham, og at han ligeledes fik computeren tilbage, idet denne blev efterladt på jorden ved siden af ham. Forklaringen herom forekommer vanskeligt forenelig med, at Hamas-folkene efter ansøgerens forklaring skulle beskylde ham for at være spion, ligesom ansøgeren, på trods af en ganske detaljeret beskrivelse af hændelsen i asylskemaet, overhovedet ikke har nævnt, at han hentede computeren dagen efter. Flygtningenævnet bemærker, at eventuelle vanskeligheder i forhold til de jordanske myndigheder ikke kan tillægges nogen videre betydning ved bedømmelsen af ansøgerens sag. Flygtningenævnet finder således i det hele ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Vestbredden. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” stats/2018/7/SME
