Nævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsløs palæstinensisk statsborger fra Libanon. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk araber og sunni muslim af trosretning. Ansøgeren er statsløs palæstinenser fra den palæstinensiske flygtningelejr [A], Beirut, Libanon. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren modtog dog våbentræning af PLO i omkring en måneds tid i 1976. Ansøgeren havde ikke nogen rang, og hun havde ikke noget medlemskab. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter banderne i Libanon. Hun blev for omkring fem år siden udsat for et tyveri i Libanon og blev som barn voldtaget af tre forskellige mænd på forskellige tidspunkter. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun ikke har noget familie eller en bolig i Libanon. Ansøgeren har ydermere henvist til, at hun som statsløs palæstinenser ingen fremtid har i Libanon. I overensstemmelse med Flygtningenævnets praksis anses ansøgeren – som statsløs palæstinenser fra Libanon – isoleret set som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring til grund, men finder ikke, at de konflikter, som ansøgeren har forklaret om, er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, idet konflikterne ligger langt tilbage i tid og må anses for enkeltstående afsluttede forhold. Ansøgeren har boet i Libanon indtil 1977, hvor hun var ca. 16 år gammel, Herefter boede hun i Tyskland indtil 1983, hvor hun igen tog ophold i Libanon indtil 1984. Ansøgeren har ikke senere haft bopæl i Libanon, men har været i landet flere gange i forbindelse med, at hun har få udstedt id-kort til sine børn. Hun har senest været i Libanon for ca. fem år siden sammen med sin ene datter. Ansøgeren har endvidere oplyst, at hun lovligt kan opholde sig i Libanon, ligesom hun har fået udstedt id-kort og pas i Libanon. Der findes herefter ikke grundlag for at fastslå, at ansøgeren ikke kan nyde tilstrækkelig beskyttelse i Libanon, som må anses som hendes første asylland, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold for statsløse palæstinensere i Libanon, herunder for enlige kvinder, er af en sådan karakter, at Libanon ikke kan tjene som første asylland. Den omstændighed, at ansøgeren ikke har boet i Libanon i flere år, findes heller ikke at kunne ændre ved denne vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Stats/2018/05/IBK
